Fortsæt til indhold

Så stor er forskellen: Her får du flest villakvadratmeter for pengene

Samfund
Boliga.dk

Hvis du går med tanken om at blive husejer, så er der stor forskel på, hvor meget mursten du får for pengene, alt efter om du shopper på de dyreste eller billigste villamarkeder i landet.

Faktisk er der mange tusinde kroners forskel på, hvad du skal give for én kvadratmeter hus.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Allermest guldbelagte er villakvadratmeterne i Gentofte Kommune, hvor husene til salg den 1. april kostede næsten 73.500 kroner pr. kvadratmeter i gennemsnit.

Boligkøberne skal altså have den helt store pengepung frem og indstille sig på at betale i omegnen af 12,5 millioner kroner for en gennemsnitlig villa på eksempelvis 170 kvadratmeter i den konservative kommune nord for København.

Kun Frederiksberg Kommune konkurrerer i det skylag, men her er udbuddet af villaer og rækkehuse p.t. så lavt, at der ikke er nok til at beregne et retvisende prisgennemsnit.

I den anden ende af skalaen ligger ø-kommunen Lolland, hvor villakvadratmeterne koster 6.400 kroner pr. styk – og altså er de absolut billigste i landet.

Hvis man følger regnestykket fra før, så skal du her give lidt over én million kroner for et hus i samme størrelse - en prisforskel på over 11 millioner kroner fra dyrest til billigst.

Større kløft mellem dyrt og billigt

I løbet af det seneste år – fra april til april - er udbudspriserne for villaer i Gentofte Kommune steget ni procent, hvor priserne på Lolland ligger på nogenlunde samme niveau nu som for tolv måneder siden.

Det betyder også, at spændet mellem det dyreste og det billigste boligområde i landet kun er blevet større:

Hvor en kvadratmeter villa nu koster 67.000 kroner mere i københavnerforstaden Gentofte end på sydhavsøen Lolland, lød forskellen sidste år på lidt over 61.000 kroner ifølge Boliga.dks historiske udbudstal.

Den udvikling kan meget vel fortsætte - med mindre man sætter ind med forskellige tiltag, fortæller Mikkel Høegh, der er boligøkonom hos Jyske Bank:

»Kløften mellem de dyreste og billigste boligområder kan godt risikere at blive større. Det afhænger af, hvordan strukturerne i vores økonomi udvikler sig. Det, som er afgørende, er muligheden for at skabe en solid indkomst for danskerne,« siger han til Boliga.dk.

»Skærer man helt ind til benet, så er det vækst og arbejdspladser, der bestemmer udviklingen. I de her år gøres der forskellige tiltag for at få mere gang i yderområderne, om end det er en svær øvelse; det, at vores økonomi udvikler sig til et servicesamfund, trækker nemlig væksten – og dermed også befolkningen - mod byerne,« siger Mikkel Høegh.

Den næstdyreste kommune at købe hus i lige nu er København, hvor kvadratmeterpriserne ligger på lige over 59.100 kroner. Tilsvarende kan du få meget mere for pengene i Morsø Kommune – landets næstbilligste – hvor du skal betale 6.500 kroner for en kvadratmeter.

Se priserne for huse til salg i din kommune her.