Fortsæt til indhold

Stopper salg af lightergas til unge: »Tal med jeres drenge om, hvor farligt det er«

En formodning om et spirende misbrug af lightergas blandt unge drenge, har fået OK Plus-tanken i Ry til at holde igen med salget til netop den målgruppe.

Samfund

Unge drenge i scooter-alderen, der har købt lightergas i en sådan grad, at der til sidst blev udsolgt, fik onsdag i sidste uge salgsassistent Charlotte Friis fra Ok Plus-tanken på Randersvej i Ry til at skrive et opslag på Facebook-gruppen ’For os der bor i Ry og omegn’ og gøre opmærksom på det, hun og de øvrige medarbejdere i butikken frygter, er et spirende misbrug af lightergas blandt nogle unge.

Den virkelig gode historie her er, at vi har en erhvervsdrivende, der tager et ansvar og gør noget ud fra en bekymring og fornemmelse af, at her er der noget, der kan blive et problem for nogen og hjælper til med at undgå, at det sker.
Benny Husted, SSP-konsulent i Ry

»Det har stået på en måneds tid, hvor der er kommet et par stykker sammen - drenge i scooteralderen - for at købe lightergas. Pludselig er salget eksploderet, og vi havde næsten udsolgt, og det er altså sjældent det sker med lightergas. Der er ikke nogen lovgivning på området, men vi har nu i butikken besluttet, at vi ikke længere vil sælge lightergas til de unge, fordi vi frygter, at de unge misbrug det. Vi håber, at de øvrige butikker i byen også er opmærksomme, og at der er nogle forældre, der lige tager en snak med deres unge drenge om, hvor farligt lightergas er,« fortæller Charlotte Friis til UgeBladet.

»Det er ikke unge, jeg kender. Jeg kender ellers rigtig mange af de unge her i Ry. Hvis jeg vidste, hvem de er, så ville jeg selv tage kontakt til deres forældre. Nu har vi så gjort opmærksom på det via Facebook og håber, at det fokus vil sætte en stopper for det, inden det går galt,« tilføjer hun.

SSP-konsulent Benny Husted mener, at Charlotte og Co. på OK Plus Tanken burde have en stor buket blomster, fordi de er opmærksomme, og har reageret hurtigt.

»Så godt gået«

»Den virkelig gode historie her er, at vi har en erhvervsdrivende, der tager et ansvar og gør noget ud fra en bekymring og fornemmelse af, at her er der noget, der kan blive et problem for nogen og hjælper til med at undgå, at det sker. Det er så godt gået. Skal vi forbygge noget i den her verden, så er det afgørende, at vi alle bidrager med det, vi kan. Og det gør charlotte,« konstaterer han.

Ifølge SSP-konulenten er der ikke noget, der tyder på, at misbrug af lightergas er ved at blive et hypppigt problem igen.

»Det er der ingen indikationer på. Når det sker, sker det i små bobler. En, der får en dum ide og nogle stykker, der hopper med. De fleste unge ved godt, at det med lightergas er virkeligt dumt,« siger han.

»Den store udfordring er, at vi kan se en sammenhæng mellem, at medierne skriver om problemet og enkeltepisoder af misbrug. Det hænger desværre sådan sammen, at nå aviserne skriver om det, så er der nogen, der lige skal prøve. Derfor er det heller ikke noget, vi gør et stort nummer ud af at tale med de unge om, for det har den stik modsatte effekt. Vi vil heller gå i dybden og tage fat om det, når vi oplever problemet,« understreger Benny Husted.