Fortsæt til indhold

Mor frabad sig blomster ved Taniyas begravelse: Særligt ønske går lige i hjertet på dyreelskere

Taniya Nørfjands begravelse var »helt i hendes ånd,« lyder det fra sørgende mor.

Samfund

»Blomsterne visner jo bare, så hvorfor skal kirken fyldes med blomster, når pengene kan bruges til noget, der vil gøre en forskel.«

Sådan sagde Taniya Nørfjands mor, Ester, for få dage siden til kommunikationsmedarbejder hos Dansk Dyreværn Aarhus, Stine Skov-Jensen.

Ester havde netop været til sin datters begravelse, og i den sammenhæng havde hun bedt alle deltagere om ikke at medbringe blomster. Taniya Nørfjand kunne godt lide blomster. Men hun kunne endnu bedre lide dyr.

Hun har været et lyspunkt i vores liv.
Ester, Taniya Nørfjands mor

I stedet for blomster bad Ester venner og bekendte om at give en donation til fordel for dyr.

»Det var lige i hendes ånd. Taniya elskede både hunde og katte, og hun havde altid noget til dem i lommen. Taniya har aldrig frygtet dyr. Selv den største hund blev blid som et lam i hendes hænder. Sådan har det været siden, hun var lille,« siger Ester til Lokalavisen Aarhus.

»Enormt rørende«

Det blev Dansk Dyreværn Aarhus, der fik lov til at modtage pengene. Kommunikationsmedarbejder Stine Skov-Jensen har efter aftale med Ester lavet et facebookopslag om donationen.

»Det er jo enormt rørende, at hun har tænkt på os i sådan en svær tid, som familien går igennem,« siger Stine Skov-Jensen til Lokalavisen Aarhus.

»Den fine donation er blevet givet til de kære dyr, der sidder her på internatet. Vi er meget taknemlige og beærede over at tankerne faldt på os i den svære tid,» skriver Dansk Dyreværn Aarhus i opslaget på Facebook.

I skrivende stund har flere end 2200 reageret på opslaget.

»Rigtig mange har skrevet: ”Hvor er det en smuk tanke.” Det kan jeg ikke være uenig i,« siger Stine Skov-Jensen.

Taniya Nørfjand er født og opvokset i Brabrand. Nogle af hendes klassekammerater fra 1. klasse deltog i hendes begravelse. Foto: Privat

Et lyspunkt

Taniya Nørfjand døde for nylig efter et mangeårigt, opslidende kræftforløb. Hun blev 51 år.

»Hun har virkelig kæmpet en kamp, og hun har gjort det med værdighed. Hun har taget det med oprejst med pande, hver gang vi har været på Skejby. Hun har været et lyspunkt i vores liv,« siger Ester og fortsætter:

»De sidste tre måneder var forfærdelige. Den tid vil jeg ikke ønske for nogen. Hun kunne ikke mere.«

Taniya boede hjemme hos sin mor og far de sidste toogethalvt år af sit liv. Hun tilbragte den sidste uge på et hospice i Brædstrup.

»Det er unaturligt at miste et barn, men det er vi jo ikke selv herrer over,« siger Ester til Lokalavisen Aarhus.

Hun blev overrasket over antallet af deltagere ved Taniyas begravelse.

»Vi troede ikke, der ville komme særlig mange. Vi tænkte, at det ville blive en lille, privat ceremoni. Men der kom virkelig mange, også nogle af de piger, hun gik i 1. klasse med i Brabrand.«

Taniya, opkaldt efter en »lille, sød elefantunge i Cirkus Benneweis«, overleves ud over sin mor og far af to ældre brødre.