Fortsæt til indhold

Ekstra Bladet fyrede hende: Nu har Inger Støjberg fået nyt job

Tidligere minister og Folketings-medlem Inger Støjberg har efter sin fyring fra Ekstra Bladet fået et nyt job i den danske mediebranche, annoncerer hun selv.

Samfund
sbl

Siden hun blev dømt i rigsretssagen for at bryde ministeransvarsloven har manges øjne hvilet på Inger Støjberg, og hvad hun nu skulle kaste sig over.

Dommen fik også politikeren ekskluderet fra Folketinget, da et flertal her stemte hende »uværdig« til at sidde som folkevalgt. Siden har lavet tv på DK4 og samtidig skrevet klummer for Ekstra Bladet.

Sidstnævnte fik en ende sidste måned, da Ekstra Bladet gav hende sparket. Årsagen var ifølge avisen selv, at Inger Støjbergs kampagne for at få danskerne til at stemme nej til folkeafstemningen om at deltage i EUs forsvarsamarbejde var uforenelig med jobbet som skribent på Ekstra Bladet.

»Når Inger Støjberg ikke skal skrive for Ekstra Bladet, er det, fordi hun har et politisk projekt nu. Vi har ikke politikere ansat, som har et projekt, de skal bære over en målstreg,« sagde avisens ansvarshavende chefredaktør, Knud Brix ved den lejlighed.

Bliver i medieverden

Nu har Inger Støjberg så scoret sig et nyt job i den danske mediebranche.

Hun skal nemlig lave radio på Radio4, hvor hun hver fredag diskuterer blå og borgerlig politik med Liberal Alliance-formand Alex Vanopslagh. Herudover bliver hun også tilknyttet som klummeskribent på Avisen Danmark, der udgives af Jysk Fynske Medier, som også er medejer af Radio4.

Det annoncerer det tidligere Folketings-medlem selv på sin Facebook-profil mandag morgen.

»Jeg har længe glædet mig SÅ meget til at fortælle, at jeg fra på fredag skal i gang med at lave radio og skrive klummer,« skriver hun.

»Det bliver hamrende blåt, og røde lyttere vil sikkert blive irriteret over udsendelsen. Men så er det jo godt, at der er så meget journalistik for dem andre steder.«