Fortsæt til indhold

10-års jubilæum: Det går fint nok

Sådan siger købmand René Povlsen på godt jysk om sin butik Meny i Rønde. Han har stået i spidsen for den i 10 år, men han er kommet i butikken, siden han selv var otte år.

Samfund

Hvis man skal markere sig i handelslivet, som René Povlsen har gjort, skal man ikke være bange for at træde et skridt frem, gøre opmærksom på sig selv og have en mening. Det er han heller ikke. I år har han haft Meny på Hovedgaden i Rønde i 10 år, og det blev fejret hele sidste uge med gratis grillpølser, fest i idrætshallen og en specialtrykt brochure om ham og hans butik.

»Man skal investere nu for at kunne spare senere. Det har jeg altid sagt
René Povlsen

43-årige René Povlsen fra Ugelbølle har med Meny og dens 100 medarbejdere, som formand for byens handelsstandsforening og for bordenden af Molbordet plus diverse andre bestyrelsesposter i lokalmilijøet cementeret sig selv som en købmand, man ikke lige kommer uden om i byen på toppen.

Det lå i kortene

Den gode fortælling ville starte med, at det ellers ikke lå i kortene, at René Povlsen skulle være købmand. Men det gjorde det så absolut. I 1987 overtog hans mor og far, Ella og Arne Povlsen, samme butik, som dengang hed Spar, og René Povlsen har, på nær enkelte afbræk som en tur i Livgarden og uddannelse, været der siden.

Han startede som 8-årig med at fylde op med Hellesens Batterier til 80 kroner om måneden.

»Så avancerede jeg og fik lov at male kundernes kaffe, men det helt store højdepunkt kom, da jeg landede tjansen som flaskedreng,« griner René Povlsen.

Han blev udlært købmand i 1998, blev ansat i sine forældres butik, som dengang hed SuperBest, og i 2012 takkede den ældre generation af og overdrog nøglerne til sønnen.

At René Povlsen har været der hele livet, betyder dog ikke, at hverken han eller butikken er gået i stå. Tværtimod.

Klappe dyret i røven

»Man skal investere nu for at kunne spare senere. Det har jeg altid sagt,« siger René Povlsen som et af argumenterne for den bæredygtig vej, han er ved at dreje sin butik ind på. Det seneste år han har investeret i køle- og fryseskabe, som reducerer CO2 udledningen med 30 tons årligt og et nyt affaldssystem har gjort, at 75 procent af butikkens affald i dag genanvendes.

Innovationen er en naturlig del af René Povlsens købmands dna. Hans far startede med økologi tilbage i 1989, så der er altid blevet tænkt: Hvad er det næste, vi skal? Hvordan kan vi udvikle os, så kunderne stopper og handler. Derfor er der i dag også en stor del af specialvarer på hylderne.

René Povlsen gør hele tiden meget ud af at udbygge sin helsekostafdeling med ’alt det nye’, og ikke mindst samarbejdet med lokale fødevareproducenter står højt på menuen.

»Vi har jo både bager,- delikatesse- og slagterafdeling. At kunne gå ud til den lokale producent og se og røre varerne, inden de kommer på hylderne her i butikken er enormt tilfredsstillende. At kunne gå ud og klappe dyret i røven ude på marken, inden vi får det herind og forarbejder det til kvalitetsprodukter, giver bare en unik faglig stolthed.«

René Povlsen siger, at han jo nok også er her om ti år, hvis der bliver ved at være noget at udvikle på.

»Så længe Meny er et godt sted at arbejde, et godt sted at handle og jeg kan beholde det gode gamle købmandsmiljø, men med en effektiv og innovativ drift, så er jeg en glad købmand.«