Niels Peter "vender hjem" til it-branchen
Han har tidligere været multimediedesigner, og med afgangen fra jobbet som bestyrer af Hammel Boghandel er det igen it-vejen, Niels Peter Bækhøj-Poulsen går.
Der venter nye udfordringer for Niels Peter Bækhøj-Poulsen, der er stoppet som bestyrer af Hammel Boghandel, og nye udfordringer passer ham rigtig fint.
»Vi har over længere tid talt om, at jeg trænger til at komme videre nu. Det er vi enige om, og det har jeg det rigtig godt med,« siger Niels Peter Bækhøj-Poulsen, som refererer til Hans Vestergård, der ejer boghandlen.
Niels Peter Bækhøj-Poulsen har ejet Hammel Boghandel fra 2015 og frem til august sidste år, hvor butikken gik konkurs. Få uger senere genopstod den med Hans Vestergård som ejer – han ejer også Tema Centret. Derfra har Niels Peter Bækhøj-Poulsen været ansat som bestyrer af butikken lige indtil nu.
»Da butikken genopstod, vidste jeg godt, at jeg ikke skulle være her for evigt – min tid har været. Men jeg ville gerne være med til at sparke butikken i gang igen,« siger han og tilføjer:
»Jeg kan mærke, at jeg trænger til at komme tilbage til it-branchen. Jeg har ansøgninger ude og er meget fortrøstningsfuld.«
Foreløbigt har han tre måneders opsigelse i boghandlen.
Den nye bestyrer er den lokale Rasmus Pind Lebech.