Kæmpe koncerter i Ceres Park blokerer haller for håndboldspillere
Lokale håndboldklubber kritiserer Ceres Park & Arena for at lukke området helt ned i forbindelse med koncerter, så der hverken kan spilles kampe eller trænes. Forpagter mener, at det er prisen for at arrangere store koncerter, som giver Aarhus stor branding-værdi.
I juni måned venter der to store koncertbrag i Ceres Park, når lokale Thomas Helmig og tyske Rammstein indtager stadion.
Det er ensbetydende med, at brugerne af Ceres Park & Arenas haller bliver hjemløse for en stund, hvilket vækker frustrationer hos håndboldklubberne Aarhus United og AGF Håndbold.
Bestyrelsesformand for AGF Håndbold, Gitte L. Rasmussen:
»Vi får 30 dages ufrivillig pause. Det fungerer på den måde, at når der skal holdes store koncerter, så går Ceres Park & Arena ind og booker alle hallerne. Her betales der sikkert et fint beløb til dem som forpagtere, men ofte bliver hallerne slet ikke brugt. Forklaringen, vi har fået, er, at koncertarrangørerne kommer med deres udstyr, og så har de valgt at booke hallerne i hele perioden. Vi betaler jo ikke så meget i leje, og derfor vil det altid være os, det går ud over. Pengene vinder, kan man sige,« fastslår hun og fortsætter:
»Jeg synes, det er helt galimatias og fuldstændig tåbeligt. Hos os i AGF Håndbold har vi 44 træningspas om ugen i de tre haller - også i juni. Det svarer til, vi misser 160 træninger på en måned, for der er mange af vores hold, som træner helt frem til skolernes sommerferie.«
Det er ikke en optimal udnyttelse af faciliteterne, som i forvejen er hårdt pressede.Mads Winther, administrerende direktør i Aarhus United
Problematikken er ikke ny, ifølge AGF Håndbold og Aarhus United:
»Vi har oplevet det samme til badminton-VM. Der blokerede arrangørerne hele området, og vi kunne gå ind og hente vores harpiks og bolde, og så kunne vi kigge ind i en tom stadionhal, fordi arrangørerne havde lejet dem. Det er ikke en optimal udnyttelse af faciliteterne, som i forvejen er hårdt pressede,« siger Mads Winther, som er administrerende direktør i Aarhus United.
»Det er dybt problematisk, at to koncerter skal blokere så mange dage. Vi har efterlyst en mere smidig håndtering af de her ting. Men desværre er aftalerne nok skruet sådan sammen, at det er mere fordelagtig økonomisk for nuværende forpagter at leje ud til koncertarrangører, end det er at lade både bredde- og elitehåndbolden træne i håndboldhallerne,« siger han og tilføjer:
»Det er noget af det, vi har råbt op om og har haft fokus på, når vi snakker om det kommende Kongelund-projekt. Vi er nødt til at ordne de her ting på en bedre måde, så vi sikrer, at der kan trænes og spilles håndbold, når der er koncerter på stadion. Vi efterlyser, at man er mere samarbejdende og agile i de her ting.«
Muligheder for at finde alternativer
Hanne Bisbo Stadsgaard er eventchef i Ceres Park & Arena, som er forpagter, og hun står uforstående over for, at der skulle være tale om 30 dages ufrivillig pause, som de lokale håndboldklubber henviser til:
»Jeg kan som eventchef IKKE bekræfte, at hele området er lukket i juni måned. Men det er rigtigt, at der er nogen dage i juni, der er lukket. Det har de to klubber fået varslet tilbage i februar - at det var der en risiko for - så de havde mulighed for at finde alternativer til de aktiviteter, som de måtte have, mens deres turneringer er lukket ned. Den gang fik de også information om, at vi ville vende tilbage, når vi vidste, hvilke dage det konkret handlede om. Det forventer vi at gøre mandag eller tirsdag i næste uge (uge 19, red.). De pågældende klubber kan træne til og med den 8. juni og igen den 12. og 13. juni og så igen efter den 27. juni. Det får brugerne direkte information om,« skriver hun til Lokalavisen Aarhus.
Hun har ikke ønsket at blive interviewet, men har skrevet en mail.
Eventchefen fortæller også, at Rammstein-koncerten den 22. juni vil kræve, at hallerne bliver inddraget.
»Med Rammstein får vi besøg af den største stadionproduktion, der nogensinde har været i Aarhus. Derfor inddrages de omkringliggende faciliteter og lokaler. For eksempel til bespisning af de mange scenemedarbejdere, der bygger scenen, til presserum, backstage og andre nødvendige faciliteter samt den store sikkerhed, der skal bygges op. Det har været tilfældet ved hver eneste stadionkoncert i Ceres Park gennem årene. Og er det altså også denne gang. Det er ikke artisternes skyld - det er blot det, der kræves, når byen får besøg af mere end 70.000 koncertgæster i juni måned,« skriver Hanne Bisbo Stadsgaard, der til dels godt kan forstå frustrationerne hos klubberne:
Med Rammstein får vi besøg af den største stadionproduktion, der nogensinde har været i Aarhus. Derfor inddrages de omkringliggende faciliteter og lokaler. For eksempel til bespisning af de mange scenemedarbejdere, der bygger scenen.Hanne Bisbo Stadsgaard, eventchef i Ceres Park & Arena
»Det er naturligvis meget beklageligt. Men der er ikke noget at gøre ved det. Det er prisen for den her slags koncerter, som genererer millionomsætning til erhvervslivet i Aarhus Kommune, skaber en stor Aarhus-fest for byens borgere og har en stor brandingværdi for Aarhus.«
Beatbox Booking, der arrangerer Thomas Helmig-koncerten, oplyser til Lokalavisen Aarhus, at man ikke bruger hallerne til udstyr i forbindelse med den koncert. Her begynder man at stille op søndag 5. juni og er færdig med at bruge området 12. juni.
Forsøger at låne
Den umiddelbare løsning for klubberne bliver at rykke træningen ud i oplandet, når de ikke kan træne i vante rammer flere gange i juni.
»Vi forsøger at slå lidt træninger sammen og rykke udendørs i nogle tilfælde. Vi forsøger også at låne haller rundt omkring, men det er ofte i Kolt-Hasselager, og det er langt væk på cykel fra midtbyen. Det er knapt så relevant for en midtbyklub og slet ikke nok til at dække det behov, vi reelt har,« siger bestyrelsesformanden i AGF Håndbold, Gitte L. Rasmussen.