Fortsæt til indhold

Tilmeldingen åbner for Favrskov Korfestival

Hinnerupkoret åbner nu for tilmelding til Favrskov Kommunes nye kulturevent Favrskov Korfestival for interesserede, der ikke synger i kor til dagligt.

Samfund
Kfp

Hinnerupkoret åbner nu for tilmelding til Favrskov Korfestival.

Festivalen løber af stablen i uge 43 med syv af kommunens lokale kor, men det er også muligt at deltage, selvom man ikke synger i kor til dagligt. Faktisk håber arrangørerne også at tiltrække potentielt nye korsangere til arrangementet.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse.

»Sang gør glad, men mange er usikre på, om de er gode nok til at kunne synge i kor. Vi har derfor reserveret 30 pladser til enkeltsangere. I en uge prøver de korsang og er med til at synge i et kor med over 150 andre. Vi er sikre på, det bliver en rigtig fed oplevelse. Uanset om man kan læse noder eller ej, kan man være med,« lyder det fra formand Karna Atkinson.

Støtte fra Favrskov Kommune og sponsorer gør det muligt at hyre musikere og professionelle lydfolk til koncerten, så det bliver en oplevelse ud over det sædvanlige. Tilmeldingen foregår via festivalens hjemmeside favrskovkorfestival.dk.

Man kan læse mere på favrskovkorfestival.dk og Hinnerupkoret.dk.