Ukrainske børn kvitterede med en sang på Skaghøj
Børnene gav en sang til velkomstarrangement på det tidligere plejecenter i Hammel.
De 88 ukrainske flygtninge, som er flyttet ind på det tidligere plejecenter Skaghøj i Hammel, var i fredags inviteret til et velkomstarrangement i caféen sammen med de frivillige, der har indrettet og møbleret lejlighederne til de ukrainske familier.
Ukrainerne blev budt velkommen til Favrskov af borgmester Lars Storgaard, der også benyttede lejligheden til at takke de lokale organisationer og frivillige, der har hjulpet med indretningen. Flere af de frivillige var mødt op og sad sammen med de ukrainske familier, de har indrettet lejligheder til.
»I har gjort en stor forskel for vores nye ukrainske medborgere,« sagde borgmesteren og påpegede, at man sjældent møder de mennesker, man hjælper med en donation, men at det måske ville blive anderledes denne gang og knyttet kontakter mellem giver og modtager.
De ukrainske børn, der er flyttet ind på Skaghøj, kvitterede med at synge en ukrainsk familiesang for de fremmødte til velkomstarrangementet. Børnene havde klippet hænder i papir og malet dem i de ukrainske farver, gul og blå, og et rødt hjerte, som de viftede med over hovederne, mens de sang og gyngede frem og tilbage for tilhørerne i caféen.
Efter tale og sang hyggede de voksne med kage og kaffe i caféen, mens børnene løb udenfor i det gode vejr og legede og ristede skumfiduser og snobrød over bål.