IT-virksomhed flytter 500 meter for at få mere plads
Blue Line bygger nyt domicil for at ruste sig til fremtiden med øget omsætning og flere medarbejdere.
Det er ikke mere end fire år siden, at virksomheden Blue Line flyttede fra Lisbjerg Erhvervspark i Aarhus N til nye lokaler i industrikvarteret i Søften på den anden side af motorvejen ved Aarhus N-afkørslen.
Virksomheden var i vækst, men havde ikke forventet, at det ville gå så stærkt, som det har gjort, og som nu betyder, at man går i gang med at bygge et nyt domicil omkring 500 meter fra det nuværende hovedkvarter på Rho 8.
I det seneste år er omsætningen vokset med 15 procent, og væksten forventes at fortsætte i de kommende år, ligesom antallet af medarbejdere forventes at stige fra de nuværende 20 til 30 i 2025.
»Vi har brug for mere plads til flere medarbejdere, som er en eftertragtet vare og derfor skal have optimale vilkår og behandles supergodt,« fortæller Blue Lines stifter, direktør og hovedaktionær, Niels Pedersen.
Leveringssikkerhed
Det nye domicil bliver på godt 1.700 kvadratmeter og betyder en markant forøgelse af pladsen til udvikling og administration, mere end en fordobling af produktion samt ikke mindst en firedobling af lagerkapaciteten.
Netop lagerkapacitet er blevet en særdeles vigtig faktor på grund af komponentmangel og flaskehalse i de globale forsyningskæder, forklarer Niels Pedersen:
»Vi har kunder, som det kan koste flere millioner kroner, hvis de mangler komponenter. Det kan undgås med langsigtede aftaler, men det kræver planlægning og lagerplads, og derfor har vi brug for et større lager, så vores kunder kan sove roligt om natten. Indtil corona handlede alt om at kunne levere ’just in time’ og så billigt som muligt. I dag er det et spørgsmål om noget så basalt som at have styr på sine leverancer – noget som man før tog for givet. Vi får stort set dagligt henvendelser fra kunder, der må gå forgæves hos vores konkurrenter.«
Hårdfør IT-udstyr
Blue Line beskæftiger sig med at udvikle, producere og sælge IT-udstyr såsom industricomputere og skærme til såkaldt ’krævende miljøer’.
»Vores speciale er at gøre udstyr robust, så det kan overleve og operere stabilt i krævende miljøer i blandt andet fødevareindustrien og den farmaceutiske industri. Udstyret skal kunne holde til hård rengøring, rensning med kemikalier, operatører med store beskidte handsker og også udendørs brug, som er et ekstremt hårdt miljø, der skal kunne holde til al slags vejr, regn, varme og kulde,« forklarer direktøren og opsummerer:
»Alle steder hvor almindeligt IT-udstyr ikke er egnet eller bryder sammen.«
»Nogle ting designer vi selv fra bunden, og andre ting er en kombination, modificering eller forbedring af andres produkter. Vi har mange internationale samarbejdspartnere, både kunder og leverandører.«
Milepæle
Blue Line har blev stiftet af Niels Pedersen i 1986. Det har altid drejet sig om IT, men det var først i 2004, at virksomheden begyndte at specialisere sig i udstyr til krævende miljøer.
For 6-7 år siden begyndte Blue Line at kigge udenfor landets grænser og udvide markedet til Europa og Nordamerika, der i dag står for 30 procent af omsætningen.
»Internationalisering er en meget stor og krævende beslutning,« siger Niels Pedersen.
Plads til mere vækst
Lige nu Blue Line foran sin vækstplan for de kommende år, men som direktøren siger, er det svært at forudsige, hvordan det kommer til at udvikle sig. Sikkert er det dog, at gravemaskinerne allerede i næste uge ruller ind og begynder at forberede det nye domicil, der har en pris på cirka 20 millioner kroner og skal står klar i foråret 2023.
Den 1.700 kvadratmeter store bygning ligger på en 10.400 kvadratmeter stor grund.
»Vi flytter hen et sted, hvor der er plads til betydelig mere udvidelse, så vi bliver ikke låst af manglende plads,« forklarer Niels Pedersen, der glæder sig over at kunne blive i Favrskov Kommune, som Blue Line flyttede til for fire år siden efter mange år i Aarhus Kommune.
»Jeg har et godt samarbejde med Favrskov Kommune, hvor der er direkte adgang til beslutningstagere. De lytter, og der er en god dialog. Det kan være noget sværere i Aarhus, så jeg anbefaler Favrskov Kommune til andre.«