Grand Slam i Jernbanegade
Ebeltoft Tennisklub inviterer hele byen til at fejre sit 100 års jubilæum med Grand Slam, street tennis, bobler og jordbær.
Det vil glæde os at se...
Sådan starter de fleste fødselsdagsinvitationer, og det gør den seneste fra Ebeltoft Tennisklub også. Det er dog de færreste, der kan prale af at invitere til 100 års fødselsdag og derfor sætter klubben også ekstra skub i grusbanen, når de i år fejrer klubbens stiftelse i 1922.
Lørdag 28. maj fra 11-14 fyldes Jernbanegade derfor af sjove tennisaktiviteter. Der bliver kombineret Grand Slam og street tennis, opvisningskampe, kom-og-prøv instruktion for børn og voksne, konkurrencer, spikeball og andre spil. Og hvis masser af leg med tennisbold ikke er forkælelse nok, så er der bobler og jordbær til de 150 første.
Ny formand
Faktisk har foreningen allerede snydt og fejret lidt på forhånd.
Der er udgivet et fint, morsomt og informativt jubilæumsskrift med forord af en af Danmarks bedste spillere, Frederik Løchte Nielsen, som ønsker klubben tillykke. Her kan det også læses, at urmager Christian Sinding var foreningens første formand, at før 1986 var de gule bolde hvide, men også - og ironi kan forekomme - at tennis er lige så livsforlængende som rødvin.
Tidligere på måneden blev jubilæet fejret på banerne, blandt andet med deltagelse af Heine Skovbak Iversen, formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget i Syddjurs Kommune.
På foreningens generalforsamling 7. april afgik Kirsten Harkjær Larsen fra posten som formand og overlod posten til Marianne Gudmann. Hun ser ind i en udfordring med, at 100 af tennisklubbens 220 medlemmer er 60 år eller derover.
»Vi har en fantastisk klub med mange aktive medlemmer. Aldersfordelingen viser tydeligt, at vi skal have fokus på at hverve medlemmer under 60 år. Mit ønske for klubben er, at vi lykkes med at tiltrække nogle af de mange børnefamilier, som i øjeblikket rykker til Ebeltoft og omegn. Vi har masser af plads til børn og unge, men også deres forældre.«
Tennisturister
Ved samme generalforsamling blev tidligere formand, Poul Grønbæk udnævnt til klubbens kun fjerde æresmedlem, som benyttede lejligheden til at sige:
»Intet sted i verden har vi oplevet så charmerende et anlæg som i Ebeltoft.«
Han spiller stadig i klubben, selv om han for længst er flyttet fra byen. Og Poul Grønbæk er en blandt flere, der kommer langvejs fra. Flere udenlands danskere, der har sommerhus i området, tegner, i følge foreningen, medlemskab og kommer igen år efter år.
»Også under corona-pandemien har vi oplevet, at folk helt fra København og Nordsjælland har installeret et hjemmekontor i sommerhuset på Mols og meldt sig som fuldtidsmedlemmer,« fortæller den nyvalgte formand.
Det er blandt andet derfor, at vi har sat gang i et generationsskifte, og med udsigten til at børnetallet stiger, må vi være på ret kurs,Marianne Gudmann, formand Ebeltoft Tennisklub
Der er dog fortsat plads på banerne, selv om flere og flere træningshold er kommet til de seneste år.
»Det er blandt andet derfor, at vi har sat gang i et generationsskifte, og med udsigten til at børnetallet stiger, må vi være på ret kurs,« vurderer Marianne Gudmann.
Har du ikke mulighed for grand slam og gratis bobler i Jernbanegade 28. maj, så har du chance for at fejre klubben 8. juni. Her afholdes et jubilæumsarrangement med 24 timers uafbrudt tennis. Her kan medlemmerne tegne sig for en, to eller flere timers tennis, så fire spillere spiller på en bane i et døgn.