Fortsæt til indhold

Netto er klar med åbningsdatoer i Hadsten og Hammel

I Hadsten er en helt ny Netto-butik blevet bygget og i Hammel er den eksisterende blevet forlænget. Begge butikker åbner snart.

Samfund

Nu nærmer Netto sig afslutningen på byggeriet af den spritnye 1.200 kvadratmeter store butik i Hadsten, som ligger ved siden af apoteket.

Faktisk er Netto klar til at sætte dato på åbningen. Det bliver 16. juni klokken 8.

»Vi slår dørene op til Danmarks, på dagen, mest moderne butik med nyt isenkram, flere varenumre, mere convenience og mere økologi,« siger Carsten Hadsbjerg, udviklingsdirektør i Netto.

Convenience dækker i øvrigt over færdigretter.

Flere ansættelser

Når dørene slås op til den nye forretning, er det samtidig farvel til butikken ved siden af Kvickly.

»Tiden er løbet fra den. Den er for lille og kan ikke rumme vores nye koncept. Derfor er det også helt suverænt med den her mulighed,« siger Carsten Hadsbjerg, der i samme åndedrag takker kommunen for et godt samarbejde.

Alle medarbejdere fra den eksisterende butik, inklusiv butikschefen, flytter med til den nye lokation.

»Og så er håbet jo, at der kan blive plads til lidt flere ansættelser,« siger udviklingsdirektøren.

Borgmester klipper snor

På åbningsdagen 16. juni vil der være kaffe og brød til de morgenfriske fra klokken 7.30.

Et jazzband sørger for god stemning og kommunaldirektør, Jan Kallestrup, og borgmester, Lars Storgaard, dukker op. Sidstnævnte vil klippe båndet til den spritnye forretning.

Åbningsdato i Hammel

I Hammel har Netto også gang i et nyt byggeri. Her er der dog tale om en forlængelse af den eksisterende butik, så også den når op på 1.200 kvadratmeter. Forretningen her har været lukket i en måneds tid for at shine alt det indvendige helt op.

Nu melder Netto også en åbningsdato ud for butikken i Hammel, nemlig 7. juli.

Opskriften er helt den samme som i Hadsten.