MC Tag A/S tog pokalen med hjem for femte gang fra Cirkusbygningen i København
Kolind virksomheden, som nærmer sig næsten 60 ansatte, fylder 25 år næste år og ser fortsat masser af muligheder i Østjylland for at konsolidere virksomheden yderligere.
For femte gang kunne Mikkel Christensen for en lille måned siden løfte pokalen ved awardshowet ’Årets Håndværker’ for den danske byggebranche i Cirkusbygningen i København, som symbol på, at MC Tag A/S fortsat får gode karakterer af kunderne og atter kunne kåres som Årets Tagdækker 2022.
»Det er femte gang, vi vinder titlen, og det udløste en ekstra anerkendelse, en pokal i 24 karat guld,« lyder det stolt fra direktør Mikkel Christensen, indehaver af MC Tag A/S sammen med sin livsledsagerske Anja Moth Christensen.
Det er hele 11. år i træk, MC Tag er finalister.
Førstepladserne kom i hus i 2013, 2016, 2018, 2021 og nu altså igen i 2022.
Mikkel Christensen havde naturligvis inviteret samtlige næsten 60 ansatte med til to dage i København med forfest, show og overnatning. 40 tog imod tilbuddet.
»Det giver en virkelig god kamp- og korpsånd at tage afsted så mange sammen, og vi er alle pivstolte over, at kunne tage pokalen med hjem for femte gang. Det giver motivation til at gøre det endnu bedre det næste år,« siger Mikkel Christensen.
Snart 25
I 2023 fylder MC Tag A/S 25 år, og der er løbet meget vand i åen, siden en ung og uprøvet tømrer, Mikkel Cerniusek Christensen, startede egen virksomhed med tagløsninger til private som nicheprodukt.
Mange lokale i byggebranchen tænkte deres, da den unge knøs, som endnu lignede en forvokset teenager med hang til fester med vennerne, balfaldera og sjov i gaden, gik i gang.
»Var det nu ikke et for stort brød den gode Mikkel slog op,« lød det skeptiske spørgsmål fra kendere med betydeligt flere år på bagen.
Skeptikerne har for længst måttet erkende, at de tog fejl. Senere på året kommer Mikkel Christensen til skelsår og alder, når han til november fylder 50. Han er godt gift, som det hedder, med sin soulmate og forretningspartner Anja. Sammen har de fire børn, to og to drenge, hvoraf de to mindste, tvillingerne på 20, er ved at være flyvefærdige til at forlade hjemmet i Ebeltoft. De to andre er fløjet.
Sønnen Jonas Christensen er i lære som tømrer på udebane, og han kunne med tiden være et bud på at være ham, der tager over, når forældrene beslutter sig for at lægge op.
»Han er allerede langt fremme med planerne, men Jonas skal først være færdig med sin uddannelse som tømrer og ud at have endnu mere erfaring og hår på brystet, før det er realistisk, at han bliver ansat i MC Tag. Jeg vil meget gerne have ham med på et tidspunkt,« siger Mikkel Christensen.
»Jeg forventer sørme også at have mange gode år i mig endnu, så et forestående generationsskifte er slet ikke noget, vi snakker om overhovedet,« understreger han.
Mange gik og troede, at Mikkel Christensen var synonym med barndommens by, Kolind, men pludselig kunne man læse på de sociale medier, at parcelhuset i Kolind var sat til salg. Snart efter lød den opdaterede version, at huset var solgt, og at Anja Moth Christensen og Mikkel Christensen havde bosat sig i Ebeltoft.
»Anja er født og opvokset i Aarhus og har altid snakket om Ebeltoft. Jeg var indstillet på at prøve noget nyt, så da muligheden bød sig, slog vi til. Vi deler nu tiden i Ebeltoft og i vores sommerhus i Bønnerup, og det er egentlig rart hver morgen at køre til arbejde, og sidst på eftermiddagen køre hjem igen. Da vi boede i Kolind 500 meter fra kontoret, var det for nemt lige at kigge forbi efter lukketid eller i weekenderne. Det hele flød sammen,« erkender direktøren.
Fra to biler til 33
MC Tag anno 1998 var en lille lokal virksomhed med to biler og et antal ansatte, der kunne tælles på en hånd.
I dag har virksomheden næsten 60 mand - og ganske få kvinder med i staben - direktøren inklusive. Hertil 33 leasede arbejdsbiler.
»Vi har stille og roligt formået at vækste og udvikle virksomheden uden at slå for stort et brød op i løbet af de 25 år,« siger Mikkel Christensen, der slår fast, at hoveddomicilet fortsat skal ligge, hvor det ligger på Nyhåbsvej i Kolind.
MC Tag A/S har i dag også destinationer i både Risskov og Skanderborg. Førstnævnte sted har stilladsafdelingen base. Den blev optimeret for ti år siden, da MC Tag købte Rosenholm Stillads I/S. Rent logistisk er det oplagt, at stilladsfolket holder til her, fordi det både sparer tid og brændstof. MC Tag har stor fokus på bæredygtighed ud i alle hjørner af virksomheden, forsikrer Mikkel Christensen.
I Skanderborg har virksomheden også kontor med en sælger og en byggeleder som drivkræfter.
»Det er oplagt, fordi mange af vores kunder bor i dette område. Over 50 procent af vores portefølje ligger i Aarhusområdet, 20 procent i Syddjurs, men byer i og omkring Skanderborg, Silkeborg og Horsens bliver også mere og mere interessante for os i takt med, at der sker en betydelig økonomisk vækst her. Jeg vil derfor slet ikke afvise, at vi åbner endnu et kontor mod vest nær Silkeborg. Det er i støbeskeen.«
Proffer i bestyrelsen
I 2018 tog Mikkel Christensen imod et godt råd fra en virksomhedsrådgiver og fik etableret en professionel bestyrelse.
Det var ikke billigt at investere i to professionelle kapaciteter, Lars Dige Knudsen, forhenværende økonomidirektør for Martin-Gruppen, og Helle Sofie Kaspersen, med mere end 12 års ledelseserfaring fra Lego-koncernen bag sig.
»Men investeringen har tjent sig hjem op til flere gange, og vi havde ikke været nær 60 ansatte i dag, hvis ikke vi havde etableret en professionel bestyrelse for fire år siden. Det har givet MC Tag et løft, og Anja og mig som ejere en sikkerhed for, at vi vælger den rigtige strategi og de bedste løsninger. På bestyrelsesmøderne, der kører straight og uden spildtid, bliver vi hele tiden udfordret, men også forsikret om, at der er opbakning hele vejen rundt, når vi stopper mødet. Vi sover godt om natten, hvis jeg må udtrykke det på denne måde.«
Helle Sofie Kaspersen blev for godt et år siden afløst af Knud-Erik Kjær, der er decideret byggemand. Han blev fundet på LinkedIn og var til samtale sammen med et par andre kandidater.
»Vi besluttede at skifte ud efter fælles overenskomst i bestyrelsen. Helle havde gjort det fremragende, men hun og formanden Lars Dige Knudsen overlappede hinanden meget på kompetencer og erfaring. Derfor besluttede vi os for at få tilført en mand, som Knud-Erik Kjær, der kommer med decideret brancheerfaring som mangeårig virksomhedsleder og ejerleder,« siger Mikkel Christensen.
2021 et særligt år
Sidste år var på mange måder et skelsættende år, også for MC Tag. Pandemien var en grim bagstopper med store prisstigninger på materialer og leveringsproblemer i kølvandet.
Det påvirkede det økonomiske slutfacit, men ikke mere end, at MC Tag holdt skindet på næsen og nu ser fremad mod et klart forbedret regnskabsresultat i 2022, hvor ordrebøgerne har æselører, fordi de bliver opdateret jævnligt. En omsætning på 50 årlige millioner er passeret i de seneste år.
»2021 var et meget udfordrende år, men det er værd at huske, at vi i 2021 også brugte meget energi på at styrke vores organisation med økonomichef, konsulent (beregner/sælger red.) med speciale i tagpap og to byggeledere. Alt sammen for at gøre os klar til en fremtid med endnu flere håndværkere i marken,« understreger en optimistisk Mikkel Christensen.
Derfor var 2021 et år med relativt høje administrationsomkostninger for MC Tag, som skal ses som investering i fremtiden.
»Vi har i 2022 ansat ti håndværkere mere i marken, og der er planer om yderligere håndværkere i de rigtige områder og faggrupper.«
Mikkel Christensen lover, uden at afsløre for meget, at 25 års jubilæet skal fejres med manér, så hele staben og samarbejdspartnere og forretningsforbindelser kan godt begynde at sætte næsen op efter noget stort.
Skeptikerne fra 1998 er hidtil gået forkert i byen. Ungersvenden fra dengang fik musikken til at spille imod alle odds.