Fortsæt til indhold

Biler, røg og larm: Mange motor-events den kommende tid

Allingåbro Motor Festival var længe ventet af mange efter coronaen, og nu følger 3.-5. juni Engelsk Træf, 24. - 26. juni Old Bike Meet, og RaceDay 1.-4. september.

Samfund

»Jeg synes, der var pænt besøgt. Vi kunne mærke, at folk trængte til at komme til Motorfestival igen efter to års lukning. Det er biler, røg og larm, og at møde gamle venner.«

Jens Olaf Hersom, formand for Motor Festivalen i Allingåbro, var en brugt mand forrige søndag eftermiddag. Sammen med de andre arrangører og mange hjælpsomme frivillige var han i gang med at rydde op efter gårsdagens Motorfestival i Allingåbro. Det blev en lang dag og sen aften.

Men det var en fin dag, noterer Jens Olaf Hersom. Også selv om formiddagens småregn gjorde starten lidt mere spændende, end arrangørerne brød sig om. På grund af regnen blev traktortræk og dragracing udskudt.

»Det ville være for farligt at gennemføre, både for deltagerne og for publikum.«

Masser af motor

Allerede over middag klarede vejret op, og de to traditionsrige opvisninger kunne alligevel gennemføres.

De var blot en lille del af det omfattende program: Dragracing på Hovedgaden, opvisning i stuntkørsel, burnout, drifting, besøg af en Centurion- og en Leopard-kampvogn, motorsavs-kunst i træ, motocross på to og fire hjul, helikopterrundflyvning, RD Modelbil Racing, Il Tempo Gigante i stor størrelse, det vil sige over seks meter lang, trial-opvisning på cykel, udstilling af amerikanerbiler, udstilling af Knight Riders, udstilling af veteranbiler med mere. For børn, der måske ikke var lige så bidt af motorer som de voksne, var der børnetivoli.

Tom Donovan, irsk musiker, og Bella Rose Band, bidrog til lydtæppet på musiktraileren i madgaden med henholdsvis singer-songwriter og gedigen rock. Fra klokken 19 til 02 var der party i kornlageret med Ole DJ.

Flere vindere

Jens Olaf Hersom er taknemmelig for, at så mange frivillige tager en tørn, både med forberedelserne og med oprydningen bagefter. Under festivalen er det også sat i system med frivillige fra det lokale foreningsliv til at samle affald, stå ved indgangen etc.

»Vi har en enorm goodwill fra frivillige hjælpere år efter år. Vi giver så payback til deres foreningsliv.«

Han peger på, at festivalen også på længere sigt smitter af på lokalområdet. Dels indkøber arrangørerne en del varer til boder med mere i de lokale forretninger.

»Og vi samler også et pænt antal tusinde mennesker, der besøger de lokale forretninger.«

Tradition for motor

Allingåbro Motor Festival er blot en af flere motor-events, der samler folk i det vestlige Norddjurs. Mosten MC i Bode Enge har flere forskellige i løbet af året. I april var der SpringRace, 3.-5. juni er der Engelsk Træf, 24. - 26. juni Old Bike Meet, og RaceDay 1.-4. september. I Allingåbro mødes veteranbilinteresserede i Værkstedsmuseum Oldtimer Allingåbro, Norddjurs Landboungdom har netop afholdt sit store traktortræk, i Auning Kart Park kan folk med hang til fart og spænding køre gokart, og sammesteds holder foreningen Djursland Slotcar Racing til.

»Ja, Vi har en lang tradition for motorer nord og syd for Hajbækken,« smiler Jens Olaf Hersom.

»Der er mange, der tager initiativ, og motorfestivalen udspringer også af den interesse.«