Ægtepar tiltalt i »atypisk sag«: Mand filmede hustru voldtage narkopåvirket bekendt
En atypisk voldtægtssag indledes tirsdag ved Retten i Holstebro, hvor anklager ønsker et ægtepar fængslet for en voldtægt af mandlig bekendt.
»En atypisk sag« kalder anklager Flemming Hother den voldtægtssag, der tirsdag indledes ved Retten i Holstebro.
En tidlig mandag morgen i september sidste år forsøgte en narkopåvirket mand at sove rusen ud på sine bekendtes sofa i en by i Nordjylland.
Men fred fik han ikke, da den 31-årige kvinde på adressen benyttede lejligheden til at tage hans bukser af og gennemføre et tvunget samleje med manden.
Det skriver Ritzau ifølge TV Midtvest.
Kunne ikke gøre modstand
Kvinden er tiltalt for voldtægt og for at have udnyttet den tilsyneladende forsvarsløse mand på anden seksuel måde, skriver mediet.
Ifølge anklager Flemming Hother havde den forurettede fået lov at låne sofaen hos kvinden og hendes ægtemand, der skulle være bekendte. Den forurettede var - ikke mindst på grund af sit narkoindtag - ikke i stand til at forsvare sig mod kvindens handlinger, siger anklageren.
Det endte med, at kvinden gennemførte et fuldbyrdet tvangssamleje alt imens hendes jævnaldrende ægtemand filmede hele seancen. Og netop denne video er et centralt bevis i sagen, forklarer anklageren. Og mandens rolle som optager betyder, at han også tiltales for voldtægt, skriver Ritzau.
Det atypiske aspekt i sagen er ifølge Flemming Hother, at det sjældent er en kvinde, der tiltales for at voldtage en mand.
Den påstand bakkes op af analytiker Jonas Mannov fra Det Kriminalpræventive Råd.
»Historisk set er det undtagelsen, at kvinden er gerningspersonen,« siger han til Ritzau.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf til ægteparret tiltalt for voldtægt, og der er afsat i alt to retsdage til sagen, hvor der forventes domsfældelse den 1. juni.