Fortsæt til indhold

Det går godt - men ikke godt nok: Flere unge i Favrskov skal på erhvervsuddannelserne

Selvom det går godt med at få unge i Favrskov til at søge ind på erhvervsuddannelserne, går det ikke godt nok. Kommunen er fortsat tre procentpoint fra målet.

Samfund

Favrskov Kommune kæmper fortsat for at nå målet om, at 25 procent af kommunens elever i 9. og 10. klasse søger ind på en erhvervsuddannelse. Og målet er allerede 30 procent i 2025.

Der er behov for flere håndværkere. Byggebranchen har svært ved at få nok ansatte. Man kan også se, at der ikke er nok sosuassistenter. Så der er behov for flere hænder i både håndværksfag og sundhedssektoren.
Birgit Liin (V), viceborgmester

Nye tal viser, at der i 2022 var 22 procent af eleverne i førnævnte aldersgruppe, som søgte ind på en erhvervsuddannelse, hvilket er højere end landsgennemsnittet på 20 procent. Det er også en stigning i forhold til 2021, hvor knap 21 procent af samme aldersgruppe søgte ind på en sådan uddannelse.

»Så det går sådan set okay i Favrskov, men vi kan alligevel ikke tillade os at hvile på laurbærrene – for vi skal nå den målsætning,« siger viceborgmester Birgit Liin (V), der sammen med resten af Økonomiudvalget for nylig behandlede sagen.

Her stod det klart, at der skal gøres en indsats for at nå målet i 2023.

»Der er simpelthen behov for håndværkere. Byggebranchen har svært ved at få nok ansatte. Det er det samme med sosuassistenter – der kan man også se, at der er for få, så det er vigtigt, at vi får flere unge til at søge ind på erhvervsuddannelserne,« siger Birgit Liin.

Obligatorisk praktik

Der er altså både mangel på tømrere, vvs’ere og SOSU-assistenter. Det er en bred palette af forskellige fag, som unge i kommunen skal få øjnene op for, inden de skal til at vælge en uddannelsesretning.

Og det er med at møde de unge tidligt, mener de borgerlige partier i byrådet. Derfor arbejdes der nu på at gøre praktik i 8. klasse obligatorisk.

»Med en skolepraktik i 8. klasse får eleverne mulighed for at snuse til nogle forskellige fag. Vi skal nå ind i de unges liv, uden at presse dem. Vores opgave er at gøre dem opmærksomme på de forskellige muligheder, så sådan en praktik er et guldæg for de unge mennesker, der måske har et billede af et fag i hovedet inden en praktik. Og efter en praktik finder de måske ud af, at det alligevel ikke var noget for dem – eller også bliver de bekræftet i, at det er det, de vil,« siger Birgit Liin.

Den obligatoriske praktik bliver dog ikke en realitet allerede fra i morgen.

Der er meget, der skal på plads først.

»Vi har fået hele blå blok med, så nu skal vi undersøge, hvordan det kan lade sig gøre. Vi skal også undersøge, hvad erhvervslivet siger til det, og om eksempelvis tømrermestre er med på det,« siger Birgit Liin.