Fortsæt til indhold

Igen Stafet For Livet i Hammel

11. juni er der Stafet For Livet i Hammel, hvor formålet er at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse.

Samfund

11. juni er der for anden gang Stafet For Livet i Hammel.

»Sidste år var en generalprøve, men i år er vi gået all in. Vi har brugt rigtig mange timer på planlægningen, og vi håber, det bliver en tradition med Stafet For Livet i Hammel,« lyder det fra Birthe Randklit, der er formand for styregruppen i Stafet For Livet Hammel.

Det har både været i forhold til planlægning af programmet, sponsorater og deltagere.

Programmet er der helt styr på.

Tidligere borgmester i Favrskov Nils Borring holder åbningstalen, hvorefter der er underholdning af Acapella Kor, en tryllekunstner, opvisning med acropiger Hammel og musik af Dan Jensen.

I løbet af dagen kan man også købe noget godt til ganen i form af blandt andet kaffe, kage og fadøl.

Frivillige timer

Salget foregår i boder, som alle er kommet i stand af frivillighed og mange timers hårdt arbejde.

»Vi er en styregruppe, som har arbejdet på at få sponsorater til dagen. Og der er virkelig mange af byens forretningsdrivende, som har en stor andel i, at vi kan gennemføre dagen. Der er eksempelvis nogen, der har sørget for at få kreeret en kage og andre har sponsoreret kaffen,« siger Birthe Randklit.

Arrangørerne har også enten fået lørdagens underholdning gratis eller meget billigt, så Stafet For Livet Hammel kan sende så mange penge som muligt til Kræftens Bekæmpelse.

Hammel Billedskole har stået for at dekorere de lysposer, som bruges til at mindes alle de kære, som man har mistet til kræft. Privatfoto.

Vigtigt med deltagere

Arrangørerne håber derfor, at mange har lyst til at kigge forbi pladsen i løbet af dagen. Både for at hygge sig om de forskellige madboder og underholdningsindslag, men også for at være en del af stafetten.

Så der kan blive samlet nogle penge ind.

»Vi håber selvfølgelig, at så mange som muligt har lyst til at være en del af stafetten, fordi det jo er der, vi samler flest penge ind,« siger Irene Glud Nielsen, der som kasserer i styregruppen også har haft et stort ansvar i forbindelse med planlægningen.

Der er forskellige ruter på dagen, hvor man selv kan vælge, om distancen skal være kort eller lang - og hvordan man vil komme rundt på ruten.

»Vi mangler også fightere til at gå den første runde på banen. En fighter er en person, der enten har kræft eller har haft det. Fighterne går runden i en gul t-shirt og med en solsikke i hånden, som Hammel Billedskole har lavet til formålet,« lyder det fra Irene Glud Nielsen.

Hammel Billedskole har også tegnet på de lysposer, som man kan skrive på forud for lysceremonien, som med en tale af borgmester Lars Storgaard bliver afslutningen på dagens arrangement.