Fortsæt til indhold

Andreas Odbjerg blander sig i Northsides kødbeslutning: »Forstår ikke, man kan blive sur over det«

»Schlaaaaap af og tag en pølse med i baglommen, homie« lyder det fra musikeren, der selv er aktuel på den aarhusianske festival Northside i weekenden.

Samfund
sbl

Det har optaget både festivalgæster og SoMe-debattørere, at NorthSide Festival 2022 har præsenteret et madprogram helt uden kød.

Over for Lokalavisen har kommunikationsdirektør Poul Guldborg vurderet, at festivalen har »skudt sig selv i foden« ved at insistere på en plantebaseret menu.

Bølgerne er også gået højt på de sociale medier, siden festivalen lancerede idéen. Nu er en celeber stemme trådt ind i debatten. Northside-aktuelle Andreas Odbjerg skriver i en story på Instagram, at han er uforstående over for al den had, festivalen har mødt.

»Jeg er hverken veganer eller vegetar, men jeg synes alligevel, Nothside er visionære og seje i deres standpunkt omkring kød på årets festival. Forstår ikke rigtigt, man kan blive sur over det,« skriver ’Hjem Fra Fabrikken’-sangeren, inden han kommer med et løsningsforslag.

»Kan man ikke bare få leveret derud med kød, hvis man er helt desperat? Faldt bare lige ned i et Facebook-hul med uendelig meget hate på NS pga. det der nye tiltag med en vegansk/vegetarisk festival.«

Put en pølse i lommen

Andreas Odbjerg, som også er medsammensvoren på sommeren store Aarhus-ode, ’Stor Mand’, med Tobias Rahim kan fanges på Northsides Echo-scene fredag aften klokken 23.00.

Den danske musiker slutter sit opslag af med en opfordring til de, der stadig er skeptiske.

»Schlaaaaap af og tag en pølse med i baglommen, homie. Verden ændrer sig om du vil det eller ej – og så ses vi på maccen om natten.«