Fortsæt til indhold

Mette F reagerer på russisk gaslukning: »Ren afpresning og fuldstændig uacceptabelt«

På det sociale medie Instagram har statsminister Mette Frederiksen (S) delt sin holdning til nyheden om, at det russiske statsejede gasselskab Gazprom lukker for leverancer til Danmark.

Samfund
sbl

Tirsdagens nyhed om, at russiske Gazprom lukker for leverancerne til Ørsted og Danmark er også nået til Christiansborg.

På Instagram er statsminister Mette Frederiksen (S) ude efter Putins Rusland og beslutningen om at lukke for gassen til Danmark, som hun finder fuldstændig uacceptabel, skriver hun.

»Putins beslutning om at lukke for gassen til Danmark er ren afpresning og fuldstændig uacceptabel. Det får ikke os til at vakle i forhold til støtten til Ukraine.«

Samtidig bakker Mette Frederiksen op om det danske energiselskab Ørsteds beslutning om ikke at betale for den russiske gas i rubler, som er årsagen til, at Gazprom nu har drejet hanerne i.

»Vi står i Ørsted fast på vores afvisning af at betale i rubler, og vi har forberedt os, så vi forventer fortsat at kunne levere gas til vores kunder. Situationen understreger, at vi i EU skal være uafhængige af russisk gas ved at accelerere udbygningen af vedvarende energi,« udtalte administrerende direktør i Ørsted, Mads Nipper, i en pressemeddelelse tirsdag.

Ørsted har overfor regeringen gjort klart, at de fortsat forventer at kunne levere gas, så Gazproms beslutning vil ikke få betydning for danskerne her og nu, lyder det.