Fortsæt til indhold

Vivild har fået den fineste have

Smedens gamle grund i Vivild er blevet omdannet til et smuk grønt område.

Samfund

Et vildnis på den gamle smede-grund i Vivild er blevet omdannet til den fineste grønne plet på cirka 2.700 kvadratmeter med plads både til samvær og snak, aktiviteter og spil. I projektbeskrivelsen har den fået titlen Smedens Have, men navnet er vist ikke endeligt besluttet endnu.

Lokalavisens udsendte er spændt på at se den grønne perle, og får her onsdag formiddag en guidet rundvisning af Jørgen Nielsen, Inge Vorre Nielsen, Tom Brix og Kurt Enevoldsen. De udgør sammen med Per Worm og Gert Enevoldsen Aktivitetsudvalget i Vivild Borger og Handel. Aktivitetsudvalget er initiativtagere til haven.

Haven bliver indviet tirsdag 2. august, dagen inden byens sommerfest. Borgmester Kasper Bjerregaard klipper snoren.

Der er blevet fjernet træer, så der nu er adgang mellem idrætsanlægget og Smedens Have. Foto: Anette Bonde.

Ligner en park

Fra Langgade er der plads til at sætte bilen eller cyklen på p-pladsen, og så bliver man som gæst på venlig vis ledt op i haven ad en bred sti og en pergola i sortmalet træ. Store træer gemmer for indkig, men lige så snart man har passeret dem, overraskes man af havens store rum.

»Jo, det er nok det tætteste, vi kommer på en park i Vivild,« siger Tom Brix.

Lige nu er det formiddag, solen skinner, og fuglene synger i kor.

»Men prøv også at tænke dig en aften her, så stille og fredfyldt. Det er et fantastisk projekt, arkitekten (Per Worm) har lavet sammen med Jørgen (Nielsen),« siger Kurt Enevoldsen inden rundturen.

Græsflader med flise-områder rundt omkring, store statelige træer, flisdækkede bede og kanter, kuperet bakke ad en sti, der fører opad. Den følger vi, og der forklares undervejs.

På tur i haven

»Her kommer fire pavilloner på pladserne med fliser. «

»Og her kan du se, at fliserne har forskellig farve, det er til kryds og tværs-spil. Vi får også et skakspil.«

»Her får vi lavet en krolfbane med tilhørende overdækket læskur med bænke.«

Krolfbanen opføres i samarbejde med DGI, og den har i øvrigt direkte adgang til klubhuset, hvor der er toiletfaciliteter.

»Vi har fjernet træerne her, så der er passage mellem banerne og Smedens Have.«

»Og her helt foroven kommer en overdækket pergola med bord-bænkesæt og en bænk. Han kan man for eksempel sidde, mens børnebørnene løber og leger,« siger Jørgen Nielsen.

»Ja, eller dagplejemødre. Eller hvis man lige har været inde og spille petangue på banen ved siden af,« mener Kurt Enevoldsen.

Stien, der fører gennem haven, er en handicapvenlig sti med stenmelsbelægning. Også drætsforeningens toiletbygning gøres handicapvenlig. I samarbejde med idrætsklubben sikres der belysning af området.

Udover ovennævnte vil der blive etableret bålsted, og så har aktivitetsudvalget planer om at hænge plancher op i de fire pavilloner, der fortæller hver sit tema om byens historie.

»Vi vil gerne hylde de institutioner, der har præget byen og dens udvikling gennem tiderne, og formidle historien for både nuværende beboere og nye tilflyttere, så den ikke går tabt for fremtidige generation.«

De institutioner, der har været på tale er smedjen, Vivild Bogtrykkeri, Vivild Ungdomsskole og byens butikker efter 21. verdenskrig.

Penge fra pakkeri

Jørgen Nielsen og Kurt Enevoldsen fortæller, at ideen til haven opstod, da byen fik en opgave med at pakke kosmetik for en virksomhed ejet af en tidligere Vivild’er. Det stod på i nogle måneder i 2021 og 2022, hvor folk mødtes på kryds og tværs. Der var aftenhold fra 19-22, og tre dage om ugen blev der pakket fra klokken 10-13.

»Så står vi jo og snakker, og vi besluttede at vi gerne ville bruge nogle af pengene fra pakkeriet til at promovere byen,« fortæller Kurt Enevoldsen.

»Vi har jo alt i Vivild med butikker, skole, lægehus med mere, og vi vil gerne gøre det endnu mere attraktivt at flytte til byen,« tilføjer Tom Brix.

Aktivitetsgruppen håber således at den nye naturperle i Vivild vil blive et hyggeligt samlingspunkt for byens borgere, den nærliggende idrætsefterskole og for byens mange cykelturister, der ønsker at tage en pause i en overdækket pergola, et spil krolf eller nyde medbragt mad og bålhygge i de smukke omgivelser centralt i Vivild.