Fortsæt til indhold

Lagkagehuset ændrer navnet på kagemand til »kageperson«

Det er »for ikke at låse os fast i en kønsstereotyp forestilling«, at man hos Lagkagehuset nu omdøber det populære bagværk.

Samfund

Mange kender nok kagen med wienerbrødsdej, slik og marcipan, som er en fast bestanddel af et fødselsdagsbord over hele landet. Og for mange vil navnet på førnævnte bagværk nok også blive kaldt »kagemand«.

Det har det også heddet hos Lagkagehuset - indtil nu. For snart er det slut. Det oplyser kæden i et interview til Berlingske. Fremadrettet kommer bagværket nemlig til at hedde »kageperson«.

Navneskiftet sker i forbindelse med, at kæden arbejder på en ny app, hvorfra man kan bestille og designe sin kage.

»For ikke at låse os fast i en kønsstereotyp forestilling, når vi bygger funktionaliteten i appen, vil vi gerne kalde det for en kageperson og så åbne for, at folk selv kan definere udseende og vælge, om det skal være bukser eller kjole, kort eller langt hår. Rødt, brunt eller sort hår,« lyder det fra Malin Gardeström, der er ansvarlig for brandmarketing og ekstern kommunikation hos Lagkagehuset, som godt ved at ændring kommer til at skabe debat:

»Det er vigtigt ikke at holde kagemanden som gidsel. Man skal se det for, hvad det er. Det er et lille håndgribeligt tiltag, men i en større diversitets- og inklusionsdiskussion. Vi gør det ikke for debattens skyld, men fordi vi gerne vil åbne op for mangfoldigheden.«