Et år som købmand i Balle
»Verdens bedste by at være købmand i.« Sådan siger Karina Rohde om Balle efter et år som boss for landsbyens dagligvarebutik.
Hun har egentlig været ansat i butikken i syv år, men for et år siden tog Karina Rohde chefkasketten på og blev kvinde i egen købmandsbutik.
»Balle er bare den bedste by at være købmand i. Jeg er ved at kende de fleste af kunderne rigtigt godt nu, måske på en anden måde, end man gør i de større kæder. Jeg ved jo, hvad de plejer at købe, og hvad deres børn hedder, og det passer bare så fint til både mig og dem, der bor her i Balle, tror jeg.«
Fællesskab
For nylig brød butikkens store fryserum ned, og så var gode råd iskolde for købmand Karina Rohde, hvis hun skulle undgå, at en masse frostvarer skulle gå til spilde.
»Jeg skrev ud på Facebook, hvad der var sket, og lynhurtigt stod der nogle klar med en trailer og den lokale kromand lavede plads i sit fryserum til mig, så det var en helt uvurderlig hjælp.«
Og i følge Karina Rohde er det lige præcis det, en købmandsbutik kan. Skabe fællesskab i et lille landsbysamfund, som jo ellers kan være i fare for at dø ud.
»Butikken her er bare et sted, man mødes. Folk hilser lige og vender det nyeste, og mange kan stadig huske de år, hvor byen ikke havde en købmand. Det gør absolut en stor forskel for byens fællesskab.«
Af samme grund satte Karina Rohde sidste sommer caféborde og -stole ud foran butikken, og det blev vældigt brugt.
»Så kunne både forbipasserende turister eller de lokale sidde og hygge med en øl eller sodavand, og det skaber jo liv i byen.«
En drøm
Karina Rohde er vokset op i Enslev ved Grenaa. Efter nogle år hjemmefra, vendte hun tilbage med mand og børn i 2010.
»Al min familie bor her i området, og når man har børn er det jo dejligt at have dem omkring sig.«
Hun er udlært i en DSB-kiosk i Randers og har været forbi flere forskellige dagligvarebutikker, blandt andet SuperBrugsen i Glesborg. For syv år siden blev hun ansat i købmandsbutikken i Balle.
»Det har nok altid været en drøm at få mit eget, og da muligheden så bød sig for et år siden, så sprang jeg til. Det er gået over al forventning,« siger hun og henviser til butikkens omsætning, som er på over ti millioner om året.
»Jeg har selvfølgelig ikke afsluttet et regnskab endnu, men det ser rigtig godt ud.«
Hun forklarer selv, at der godt kan gå lidt sport i at få hjulene helt op at yde deres max.
»Der er jo stor konkurrence om kunderne, så jeg gør mig umage med hele tiden at være et sted, hvor de gerne vil komme og handle. Jeg prøver at lave aftaler med lokale producenter, og så laver jeg konkurrencer og opslag på de sociale medier.«
I dag har Min Købmand i Balle, bortset fra købmanden selv, en fuldtidsansat, to deltids- og fire unge under 18.
Ejet af borgerne
Som selvstændig købmand lejer Karina Rohde bygninger og inventar af Andelsselskabet Købmandsgården i Balle AMBA. Andelene er ejet af borgerne, som har købt cirka 200 stk til en pris af 1250 kr. Denne ejerform blev etableret i 2016, da det kneb med at få en ny købmand til at overtage både bygninger og drift.
Al udvendig vedligeholdelse påhviler andelsforeningen, og snart skal der istandsættes hist og pist:
»Ja, lige så snart vi har afbetalt det lån, vi tog, dengang vi købte bygningerne, så skal vi til at sætte i stand og lave lidt vedligeholdelsesarbejde. Man kan stadig købe flere anparter og dermed være med til at støtte købmandsbutikken i Balle,« siger formand for andelsselskabet Lars Boelsmand Nielsen .
Snart sker der noget nyt i butikken. Karina Rohde markerer nemlig et-året som købmand ved at flytte rundt. Hele butikken skal ’vendes om’, sådan at frugt og grønt, som nu er bagerst i butikken, skal helt op i front. Og til det kan det da godt være, at hun igen får brug for at par stærke flyttearme fra lokalsamfundets fællesskab.