Fortsæt til indhold

Tidligere zoo-direktør sælger millionvilla: Firedoblet i pris på to årtier

Den tidligere direktør for København Zoo, Bengt Holst, og hustruen har sat liebhavervillaen i Holte til salg, som parret har ejet i mere end 20 år, med noget af et prisskilt.

Samfund
Boliga.dk

Den kendte zoolog og tidligere direktør for København Zoo Bengt Holst har efter mere end to årtiers ejerskab sat sin arkitekttegnede udsigtsvilla i Holte til salg.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Huset, som ligger i anden række til Furesø, købte den tidligere videnskabelige direktør i Zoologisk have tilbage i år 2000. Dengang gav han og hustruen Regitze Bangsgaard lige under fire millioner kroner for 50er-hjemmet

I dag - 22 år efter - er det 260 kvadratmeter store hus, som løbende er blevet renoveret og opdateret, kommet på markedet med et prisskilt på 21,5 millioner kroner.

For den pris får du otte værelser, der ligger på en attraktiv adresse i det eksklusive boligområde nord for København, hvor der ifølge salgsmaterialet fra den lokale mæglerbutik Home Holte er fred, ro og en idyllisk udsigt til sejlbådene på Furesø.

Område med vilde prisstigninger

I den tid Bengt Holst har ejet liebhavervillaen i Holte, er boligmarkedet gået op og ned. Men i hovedstaden og Nordsjælland, hvor Holsts hus ligger, er priserne ifølge Boliga.dks udbudshistorik steget voldsomt – særligt i løbet af de seneste to år.

I øjeblikket koster en kvadratmeter villa til salg i postnummeret Holte knap 56.000 kroner, hvor der i 2020 ved samme tid blot skulle omkring 41.400 kroner til at købe en tilsvarende. Det svarer til en prisstigning på mere end 35 procent på blot to år.

Kvadratmeterprisen for Holsts hus ligger dog et solidt nøk over prisgennemsnittet i det dyre boligområde; du skal nemlig give næsten 82.700 kroner pr. kvadratmeter, hvis du skal overtage nøglerne til hjemmet.

Bengt Holst fik i 1983 en grad i Zoologi fra Københavns Universitet – samme år blev han ansat i Zoologisk Have, hvor han var indtil sin pension i 2020. Han er desuden formand i Dyreetisk Råd og Den Danske Naturfond.

Den nu pensionerede direktør for Københavns Zoologiske Have, Bengt Holst, havnede i 2014 i en sand mediestorm efter den offentlige aflivning af giraffen Marius. Arkivfoto: Joachim Adrian.

I 2014 kom Bengt Holst og København Zoo i en regulær shitstorm, da de aflivede giraffen Marius til fuldt offentlig skue. Bengt Holst måtte forsvare handlingen ikke bare i nationale medier, men i medier over hele kloden, ligesom han og familien modtog adskillige trusler fra indignerede dyrefans, har han fortalt til Berlingske.

»Der kom trusler på mit og min families liv. Nogle breve henviste til, at de vidste, hvor jeg handlede, og hvor min søn gik i skole. Lige dér blev det ubehageligt,« sagde Bengt Holst til mediet i 2020.

Se Bengt Holst udsigtsvilla her.