Fortsæt til indhold

21-årig gjorde politimand invalid - starter dag i retten med spørgsmål: »Er du frisk?«

Anklager og forsvarer i sag om påkørsel af betjent skal onsdag føre proces i retten.

Samfund
Følg retssagen direkte i Lokalavisens liveblog. Klik her.

»Er du frisk?«

Det spørgsmål blev anklager Bjørn Fogh Sørensen mødt med, da han onsdag morgen mødte ind i Retten i Aarhus.

Lokalavisen Aarhus udsendte reporter hørte ikke, hvad Fogh Sørensen svarede, men manden, der stillede spørgsmålet, er tiltalt for under flugt fra politiet at have påkørt og invalideret betjenten Stefan Nymann i juni måned sidste år.

Ved dagens retsmøde skal både anklager og forsvarer procedere om, hvordan de vurderer skyldsspørgsmålet. En vigtigt dag for begge parter i den langvarige sag mod flugtbilisten, der som 20-årig kørte ind i en betjent, der var i færd med at lægge sømmåtter ud.

Den 31-årige betjent kom alvorligt til skade og endte i længerevarende koma. Tre måneder efter påkørslen var betjenten fortsat ikke ved fuld bevidsthed. Skaderne har invalideret ham for livet.

»Kører frem på trods af faren«

Anklageren har onsdag formiddag blandt andet afspillet nogle videoklip, der viser påkørslen af Stefan Nymann. Anklageren påpeger, ikke overraskende, at sagen er af alvorlig karakter.

Inden den biljagt, der endte med at blive en menneskejagt, forsøgte politiet rutinemæssigt at stoppe den dengang 20-årige mand i det vestlige Aarhus. Det endte med at Stefan Nymann blev påkørt, da tiltalte forsøgte at stikke af.

Tiltalte har forklaret, at han ikke var klar over, at politiet ville i kontakt med ham, og at det var grunden til, at han kørte fra stedet.

»Det er særlig hensynsløs fareforvoldelse. Han må have indset, at der var en mulighed for, at der kunne opstå fare for alvorlig skade, når han kører frem. Han kører frem på trods af faren,« siger anklager Bjørn Fogh Sørensen i retten.

Han har i retten henvendt sig til de seks nævninge, som hver har en stemme, når der skal tages stilling til skyldsspørgsmålet.

»Han havde mulighed for at standse. Han kunne have trukket ind til siden og afsluttet det, før det gik for vidt. Han valgte at sætte sig selv langt over andres sikkerhed, ve og vel. Det fik store konsekvenser for Stefan Nymann, siger Bjørn Fogh Sørensen.

»De kalder mig vanvidsbilist«

Lokalavisen Aarhus følger onsdag sagen, hvor den nu 21-årige mand efter påkørslen den 18. juni 2021 formåede at slippe væk fra politiet, der igangsatte en omfattende eftersøgning med deltagelse af adskillige patruljer, droner, hundepatruljer og helikopter.

Under eftersøgningen kom det i medierne frem, at den 20-årige tidligere har optrådt i et tv-indslag på TV2 Østjylland, hvor han nærmest blærer sig med at være vanvidsbilist.

Såvel politi som den 20-åriges familie opfordrede i medierne ham til at melde sig selv. Det gjorde han to dage senere, hvor han blev anholdt på en adresse i Brabrand. Han har siddet varetægtsfængslet siden.