Fortsæt til indhold

Rekord: 32 år i bestyrelsen for SuperBrugsen Glesborg

Efter 32 år i bestyrelsen for SuperBrugsen Glesborg valgte Knud Ove Nielsen ikke at genopstille til seneste generalforsamling.

Samfund

Det er ikke usædvanligt, at der sker ændringer i bestyrelser. Men ved generalforsamlingen i Superbrugsen Glesborg skete der det usædvanlige, at Knud Ove Nielsen valgte ikke at genopstille.

»Og – det er helt usædvanligt, idet Knud Ove har været med i bestyrelsen i imponerende 32 år,« skriver den nyvalgte bestyrelse i en pressemeddelelse.

I næsten alle årene har Knud Ove fungeret som sekretær for bestyrelsen, så der er noget at leve op til for den nye sekretær. Knud Ove vil fremover bruge tiden på sin store hobby – håndbold – hvor han er holdleder for herreholdet i Nørre Djurs HK, der spiller i 2. division med ambitioner om at rykke op i 1. division.

Bestyrelsen takkede Knud Ove for hans store og lange indsats for Superbrugsen Glesborg, hvor han har holdt styr på alle de beslutninger, der er truffet på bestyrelsesmøderne.

»Han har igennem de mange år været med til at udvikle Superbrugsen til en stor, flot og veldrevet butik, der er et kæmpe aktiv for byen.«

Ved generalforsamlingen kunne uddeler Andreas Bach endvidere fremlægge et positivt regnskab for 2021. Regnskabet viste et overskud på 2,3 millioner kroner før skat.

Der var stor ros til uddeler og personale for det flotte resultat.

»Et resultat i den størrelsesorden kommer kun igennem hårdt arbejde, fantastisk personale og en attraktiv butik. Gode resultater gør også, at der hele tiden kan investeres i udvikling af butikken, senest en ny flaskeautomat (pantstation), som er en meget stor succes,« slutter bestyrelsen.

Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig således, at formanden er Per Jørgensen, næstformanden hedder Mille Nordby og som sekretær sidder Bente Mikkelsen.