Fortsæt til indhold

Har overlevet på masser af frivillige – og varmt vand

Mellem 10.000 og 12.000 personer lægger hvert år vejen forbi Tungelundbadet. 18. juni fejres friluftsbadets første 50 år.

Samfund

Da klokken slår 15, og Tungelundbadet i Thorsø åbner denne onsdag, står de første to glade svømmere allerede og venter udenfor. De to ældre kvinder er fluks klar til at indtage friluftsbadet.

De er to ud af cirka 10.000-12.000 personer, som hvert år lægger vejen forbi her – og svømmepølen har vel at mærke kun åbent i tre en halv måned. Dertil kommer spa og sauna, som fortsætter hen over vinteren.

»Så Tungelundbadet er bestemt et aktiv for hele Favrskov Kommune. Det er da med til at sætte området på landkortet,« siger formanden for badets bestyrelse, Jette Laursen.

I år kan Tungelundbadet fejre sin fødselsdag nummer 50. Helt præcist er det 17. juni, men den fejres først dagen efter med gratis entre fra klokken 10 samt hoppeborge og slushice til alle børn.

Det varme vand

50 års levetid for et friluftsbad i en mindre by som Thorsø er immervæk lidt af en præstation. Spørger man formanden om årsagen til stedets fortsatte eksistens, lyder svaret:

»Det er fordi, vi hele tiden har fornyet os, og fordi vi har en vanvittig god, lokal opbakning. Vi har jo et kæmpe korps af frivillige, som lægger en masse gratis arbejdskraft. De lokale forretningsdrivende står også altid klar med en hjælpende hånd. Den eneste lønnede medarbejder, vi har, er vores bademester,« siger hun.

Det er langt fra kun Thorsøs egne borgere, som tager en dukkert i Tungelundbadet. Der kommer en stor mængde af badegæster fra hele Favrskov Kommune og fra nabokommunerne – næsten dagligt fra Silkeborg, Randers samt Bjerringbro og desuden fra Skanderborg, Horsens og Aarhus.

Jette Laursen forklarer, at der særligt er én årsag til, at folk gider køre til Tungelundbadet.

»Vores 29 grader varme vand! Det er jeg slet ikke i tvivl om. Og så giver folk jo også udtryk for, at her er pænt og rent og en rigtig god atmosfære,« siger formanden.

Bademester Henrik Hvam og formanden for badets bestyrelse, Jette Laursen. Foto: CSJ

Træning og undervisning

Friluftsbadet åbner altid midt i maj og lukker sidste søndag i august.

»Men spabadet og saunaen fortsætter hele vinteren. Det er meget populært. Hvor saunaen stort set ikke er i brug om sommeren, er der ofte saunagus om vinteren, hvor folk gerne kommer langvejs fra,« siger Jette Laursen.

I de tre en halv måned, som svømmepølen er åben, er der træning og undervisning for børn og voksne.

Jette Laursen selv er i vandet hver eneste dag.

»Vandet er jo dejlig varmt, så der er ikke noget tidpunkt, det er træls at komme i. Der findes ikke dårligt vejr i Tungelundbadet,« siger hun med et smil.

Bademester Henrik Hvam er den eneste lønnede medarbejder i Tungelundbadet. Han styrer slagets gang blandt andet her i kiosken. Foto: CSJ

Snarrådig formand

Ligesom det i alle årene har været frivillige, som har sikret stedets overlevelse, var det også frivillige kræfter, der tilbage i 72 havde samlet penge ind til at opføre den selvejende institution Tungelundbadet.

Kun en enkelt gang har svømmebadet været tæt ved at lukke, men en snarrådig daværende formand fik en aftale i hus med Thorsø Biogasanlæg og Thorsø Fjernvarme om at sende overskudsvarme i retningen af Tungelundbadet til en god pris.

Dermed har det altså været muligt at sikre det altafgørende varme vand.

De høje varmepriser netop nu kan Tungelundbadet dog godt mærke, men foreløbig kører det fint nok rundt. Kontoen behøver ikke være bugnende fuld, siger Jette Laursen:

»Vi er jo sådan indrettet, at vi selvfølgelig skal have lidt på kistebunden til eventuelle reparationer, men det er ikke meningen, at vi skal have en kæmpe pengetank.«