Fortsæt til indhold

Lokalt vartegn: Nyt bygningskoncept indviet i Øster Alling

Torsdag blev prototypen på et nyt bygningskoncept til udviklingslande præsenteret foran A/S Magnus Holm. Den iglo-lignende konstruktion har ifølge producenten et stort potentiale, og kan anvendes til en lang række formål blandt andet sundhedsklinik og skole.

Samfund

Billister på Allingvej har på det seneste kunne beskue en ny futuristisk bygning foran A/S Magnus Holm i Øster Alling. Den ejendommelige konstruktion har været undervejs i syv år, og konceptet skal hjælpe med enkelt og billigt at opføre bygninger, der kan fungere enkeltvis eller kobles sammen til en eksempelvis en større sundhedsklinik, en skole, et hospital eller større bofællesskaber. Projektet er blevet til i et samarbejde mellem virksomhederne Globe Housing ApS i Fredensborg, A/S Magnus Holm i Øster Alling og DTU - Danmarks Tekniske Universitet. Der var da også stor glæde at spore hos Globe Housings founder og CEO, Allan Borgstrøm, da det nye bygningskoncept blev præsenteret i torsdag i Øster Alling.

Noget af det der gør bygningskonceptet specielt er, at det er en selvbærende konstruktion. Konceptet består af smalle fiberbetonplader, der i et patenteret design sættes sammen som moduler i en selvbærende bygningskonstruktion. Produktion og samling af elementerne kan foregå lokalt i udviklingslandene. Foto: Mark Sigetty

»Vi startede på baggrund af, at jeg så læger uden grænser stå og operere på et gadehjørne. Jeg så børn blive undervist udenfor, og så så jeg folk i boliger, der var i forfærdelig forfatning. Så sagde jeg til mig selv: det må kunne gøres bedre.«

I udviklingsfasen så Allan Borgstrøm mod Grønland, hvor særligt de traditionelle igloer inspirerede ham. De arketektoniske principper bag igloen er nemlig velgennemtænkte, og opfylder flere af de kriterier, som Allan Borgstrøm opstillede for det nye bygningskoncept.

»Det skal være sikkert og modstandsdygtigt imod vind og vejr. Samtidig skal der være et ordentligt indeklima og så skal der var så få udgifter i forbindelse med konstruktionen som muligt.«

Det resulterede altså i den futuristiske bygning, som nu står foran A/S Magnus Holm i Øster Alling. Den lokale virksomhed står for produktionen af bygningskonceptet, og har været en vigtig samarbejdspartner i projektets tilblivelse.

Ved præsentationen af projektet indviede Allan Borgstrøm, Globe Housing, CEO prototypen foran A/S Magnum i Øster Alling. Foto: Mark Sigetty

»Magnus Holm har været fuldstændig fantastiske i det her samarbejde. Uden dem havde vi ikke stået her i dag.«

Ikke set før

Noget af det der gør bygningskonceptet specielt er, at det er en selvbærende konstruktion, og det er et særsyn. Konceptet består af smalle fiberbetonplader, der i et patenteret design sættes sammen som moduler i en selvbærende bygningskonstruktion med et areal på 37 m2, der kan udvides til 53 m2 og kobles sammen med andre bygninger af samme type. Produktion og samling af elementerne kan foregå lokalt i udviklingslandene, der hvor behovet er størst og mest akut.

»Det ligger ikke i vores standardfunktion, så vi har også skulle gå og opfinde lidt. For os har det også været lidt en legeplads, hvor vi har prøvet nogle ting af,« fortæller Frank Laursen, der er direktør for A/S Magnus Holm.

A/S Magnus Holm har sikret sig rettighederne til at sælge konceptet på det danske marked, og Frank Laursen er da også spændt på, hvad fremtiden bringer.

»Man kan sige, at vi har sagt til os selv, at nu har vi lavet den første bygning, der står til udstilling her. Samtidig har vi støbt en anden som står inden for, og som ikke er samlet, for den skal sendes til Nairobi i Kenya om meget kort tid. Så det er egentlig først nu, vi kan begynde at markedsføre os.«

Uudforsket potentiale

Hvordan den kommercielle fremtid ser ud for projektet er dog stadig uklart. Det har nemlig på intet tidspunkt i forløbet været fokus.

»Det er slet ikke den indgangsvinkel vi har haft til det. Det har mere været de konstruktions- og produktionsmæssige udfordringer ved projektet, der har været enormt spændende. Vi har været i stand til at lave en konstruktion, der er enormt let og ekstremt stræk på samme tid. Det er vi meget stolte af.«

Anvendelsesmulighederne er potentielt uendelige, og Frank Laursen er meget spændt på, hvordan fremtiden ser ud for konceptet. Lige nu er tankerne rettet mod erhverv og institutioner, hvor bygningerne kan bruges af alt fra skovbørnehaver til og kaffestuer, men potentielt kunne projektet også være relevant for private.

»Det er to spor kan man sige. Der er den direkte anvendelsesmulighed, hvor der ikke skal gøres mere, hvor bygningen bliver opført som den er uden nogen speciel indmad. Så er der det andet spor, hvor det kan bruges som bolig med køkken, bad og soveværelse.«

Selvom projektet er støttet af EU’s Regionale Udviklingsfond, så er det overvejende selvfinancieret. Derfor håber A/S Magnus Holm også på at kunne tjene nogle af de mange penge igen, som de har postet i projektet.

»Kan vi lave ti huse herhjemme, så ville det jo være alletiders. Det kommercielle spor starter nu, hvor vi for alvor skal finde ud af, hvilket potentiale der er i konceptet.«