Mathilde Hjort Bressum vil gøre Aarhus mere sexet: »Det er noget, der optager mig rigtig meget«
Et sex-råd for unge og en seriøs snak om grænseoverskridende adfærd er på ønskelisten for Venstres politiske ordfører i Aarhus.
Pressemeddelelsen, Mathilde Hjort Bressum (V) har sendt ud, hedder blot »Venstre vil gøre Aarhus mere sexet.«
»Det er en fængende overskrift, men det er det, vi vil. En sexet by er en by, hvor der er plads til alle, siger Mathilde Hjort Bressum til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:
»Seksuel sundhed er noget, der optager mig rigtig meget, og jeg føler mig måske mere komfortabel ved at tale om den seksuelle sundhed blandt unge end nogle af mine andre byrådskolleger. Seksuel sundhed hænger unægteligt sammen med mental sundhed.«
Den 23-årige politiker ønsker at starte en bevægelse hen mod bedre seksuel sundhed for de 15-28-årige i Aarhus. Det mål har hun flere idéer til, hvordan kan nås.
Hjort Bressum ønsker ikke mindst at styrke kommunens samarbejde med aktører som Sex og Samfund, AIDS-fondet og Sexlinjen. Hun forestiller sig blandt andet, at folkeskolerne i Aarhus i et omfang udliciterer seksualundervisningen til de store skoleelever.
»Seksualundervisning i dag handler meget om blomsten og bien, og hvordan man putter et kondom på en banan. Vi bør sætte massivt ind for at opkvalificere undervisningen, så den bliver bedre og bredere,« siger Mathilde Hjort Bressum til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:
»Mange folkeskolelærere synes, det er akavet at tale om sex, og hvis der er gode tilbud, så lad os bruge dem i stedet for at opfinde den dybe tallerken.«
Sex-råd for unge
Der bør ifølge Mathilde Hjort Bressum nedsættes et »unge-seksuelråd,« hvor byens unge er med til at vise vejen i form af en »sex-punktplan«, som kommune og civilsamfund skal arbejde ud fra.
(Bressum er åben for, at navnet »sex-punktplan« kan ændres)
Planen bør udarbejdes i samarbejde med Børne- og Ungebyrådet, magistraten Børn og Unge samt Sex og Samfund, lyder det.
»Der er behov for at unge kan have et sundt og sikkert seksualliv, og jeg håber, de unge kan spille os politikere gode på, hvordan vi bedst muligt sikrer en god og tryg by for alle, uanset hvem du er, og hvem du er tiltrukket af,« siger Mathilde Hjort Bressum.
Hun påpeger, at der også er brug for en drøftelse af, hvad seksuelt grænseoverskridende adfærd kan være. I forlængelse af MeToo-tsunamien har mange unge eksempelvis et ønske om at være sikre på, de ikke træder ved siden af, mener Hjort Bressum.
Hun vil også gerne undersøge muligheden for at etablere pop-up tilbud om klamydiatests på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.
»Jeg vil gerne være med til at aftabuisere det at blive testet for kønssygdomme Der er færre og færre unge, der bliver testet, og det kan man måske hænge sammen med, at mange har haft den samme familielæge hele deres liv. Der er eksempelvis AIDS-fondet rigtig gode, for man kan tale med en, der ikke kender ens forældre. Så er det måske ikke så farligt,« siger Mathilde Hjort Bressum.
Den formelle titel på forslaget fra den politiske ordfører for Venstre i Aarhus er »Den seksuelle sundhed for unge i Aarhus skal styrkes og nydes.« Forslaget skal behandles i Aarhus Byråd onsdag den 22. juni.