Mød Under Maskens nye ejer: Tom samler på værtshuse
Tom Hvas har netop købt "Under Masken" af kunstneren Hans Krull. Værtshus-iværksætteren ejer nu seks i Aarhus.
Det der skulle have været et enkelt sabbatår eller to er endt med knap 30 år i restaurationsbranchen for den i dag 47-årig Tom Hvas, som netop har købt det legendariske værtshus ’Under Masken’ af Hans Krull, der ejede det i 27 år. Det vender vi tilbage til.
For den selvlærte Tom Hvas er nemlig blevet hængende i bar-og restaurationsmiljøet og har investeret tid og ikke mindst penge i det, fordi han simpelthen ikke kan lade være.
Han endte i branchen efter at have arbejdet for Ceres i mange år og kom rundt på forskellige af byens barer.
»Når jeg besøgte dem, tænkte jeg, det kan jeg da gøre lige så godt selv, og så startede jeg stille og roligt op,« siger Hvas.
Det første sted, Tom Hvas gik ind i var ’Escobar’ i Skolegade sammen med den tidligere direktør for ’Train’, Andreas Papadakis, som stadigvæk er involveret i den i dag.
Juni 2020 er Tom Hvas ejer eller medejer af seks barer og værtshuse i Aarhus: ’Under Masken’, ’Thorkilds’, ’Willis’, ’Waxies’, restaurant, vin og cocktailbaren ’Stechers’ og ’Hos Anders’ på Telefontorvet.
Sidstnævnte har han købt halvdelen af fra 81-årige Lissi Andersen.
Lissi skal blive der, indtil hun ikke har lyst mere, fortæller Tom Hvas, der med i købet fik en ny ven – Lissis mand Kurt.
»Kurt er min nye kammerat. Han er en tidligere sømand på 71 år. Vi har et skidegodt forhold og hygger og snakker sammen. Det er bare totalt livgivende,« forklarer Tom Hvas.
Travlt år
Det har været et travlt år for værtshus-iværksætteren.
»Efter corona-pandemien har jeg haft en masse indestængt energi og ville rigtig gerne meget mere, så mine forretningspartnere købte mig ud af ’Bodegaen’ og ’Kuhstall’, så jeg kunne få min indre iværksættertrang stillet,« siger han.
Så alene i år er der blevet investeret i ’Willis’, ’Waxies’ og ’’Under Masken.
Tom Hvas begyndte at dukke op på ’Under Masken’, da han var med til at starte Train op.
»Når vi arbejdede på Train, kunne vi jo ikke feste fredag og lørdag. Så vi festede her på ’Under Masken’ om søndagen. Så jeg kender Hans Krull fra gamle dage. Jeg skrev en mail til ham om, at hvis han nogensinde ville sælge, måtte han gerne tænke på mig,« siger han og fortsætter:
»’Under Masken’ er et specielt og anderledes sted, og det kan jeg godt li’. Leverpostej er der nok af. Der er en fed vibe her. Det føles som om, man går ind på en undergrundsbar i Berlin,« fastslår han.
»Der kommer både direktører og hippier her. Og gæster fra Hotel Royal, der lige skal have en slutter. Nå ja, og så kiggede Johnny Depp forbi for et par år siden.«
På ’Under Masken’ kan der også være specielle mennesker, som står bag baren.
»De ansatte her må også gerne have noget kant. Det er nok ikke den tidligere elevrådsformand, der arbejder her. Det kan sagtens være fyre med neglelak, kvinder med tatoveringer på halsen eller ti øreringe i øret,« siger Hvas, som har godt og vel 100 ansatte på sine steder.
Hans Krull ejede stedet i 27 år – en bedrift i sig selv.
»Der kommer ikke til at ske de store ændringer. Hans er stadig indretningsarkitekt og har fri adgang resten af sit liv. Så længe han har lyst, skal han også uddele Krull-prisen her. Så alt fortsætter som det plejer. Det eneste jeg kommer til at ændre, er, at jeg vil købe nogle nye udemøbler og parasoler med varme i,« siger Tom Hvas.
Koncentrerer sig om Aarhus
Gennem årene har Tom Hvas været involveret i et hav af restaurationer og barer i Jylland.
»Det hele begyndte på Train og Escobar, som jeg var med at starte. Og siden er det gået slag i slag. På et tidspunkt brændte nogle forretningspartnere og jeg hænderne på at ekspandere. Vi troede, at hver gang, vi åbnede noget nyt, så tjente vi flere penge. Men det gjorde vi ikke. I stedet mistede vi lidt overblikket, fordi vi skulle køre rundt i hele Jylland. Herefter bestemte jeg mig for at koncentrere mig om Østjylland og især Aarhus,« siger han.
I dag er det kun Aarhus - med en enkelt undtagelse i Horsens - hvor Tom Hvas gør forretninger.
Hvordan kan man holde til at have så mange værtshuse som dig?
»Jeg står jo aldrig selv i baren og er mest hjemme fredag og lørdag. Det sker, at jeg kigger forbi nogle af mine steder, hvis min kone er faldt i søvn på sofaen. Så tager jeg bilen ind til byen og får en enkelt øl og siger hej,« siger Tom Hvas.
I skrivende stund er der ikke nye projekter på tegnebrættet.
Jeg skal nok slappe lidt af resten af året med at købe nye steder. Men altså, jeg er da som udgangspunkt frisk på at investere eller købe nye steder, hvor det giver mening.Tom Hvas
»Jeg skal nok slappe lidt af resten af året med at købe nye steder. Men altså, jeg er da som udgangspunkt frisk på at investere eller købe nye steder, hvor det giver mening. Jeg har ikke nogen overordnet plan, hvor jeg skal være stor og farlig. Det er fedt at have flere steder, hvor man kan skabe en kultur mellem stederne,« siger Hvas og tilføjer:
»Relationer mellem mennesker og positivitet er vigtigste, og jeg kan altid mærke, hvis en chef er en idiot og har kørt medarbejderne for hårdt. Hvis du ikke har smilende medarbejdere, har du ingenting.«
Havde det ikke været for stemningen i branchen, var Tom Hvas nok ikke blevet hængende.
»Den store fordel i bar-og restaurationsbranchen, er, at 49 ud af 50 mennesker er glade. Det er fedt at arbejde med festglade mennesker,« siger han og fortsætter:
»Det er sjovt at skabe noget udvikling og glade mennesker omkring en, end at gå og spare op til at være den rigeste på kirkegården. Det får man jo ikke en skid ud af,« understreger manden, som samler på værtshuse.