Vrede villaejere stifter nyt fællesråd
Som en reaktion på Aarhus Kommunes ønske om en helhedsplan for Randersvej, er villaejere på Risvangen gået sammen om at stifte et fællesråd for området.
En oprørsstemning breder sig blandt villaejere langs Randersvej i den nordlige del af Aarhus. Der bliver talt om, hvorvidt man skal lade sig inspirere af den catalanske selvstændighedsbevægelse ved at hænge flag ud af vinduer for at vise sammenholdet, og dagligt bliver kritiske opslag, artikler og billeder delt for at holde gang i debatten.
Sagen, det handler om, er Aarhus Kommunens plan om en helhedsplan for området. Hvis den bliver stemt igennem, bliver der åbnet op for, at der kan bygges etageboliger i nuværende villaområder, hvilket i den grad har fået flere op af stolene.
På Facebook vokser en protestgruppe støt, den offentlige høring gav over 500 svar - med en klar overvægt af modstandere - og på Risvangen er villaejere i gang med at oprette et fællesråd for at stå stærkere i kampen mod helhedsplanen.
»Der er ingen tvivl om, at folk er både bekymrede og bange, og nogle er faktisk direkte i chok over, at kommunen kan finde på at lave så indgribende et forslag for et ellers velfungerende og solidt område,« fortæller Frank Bisgaard Winther til Lokalavisen Aarhus.
Der er ingen tvivl om, at folk er klar til at rykke op på barrikaderne for det her.Frank Bisgaard Winther
»Det er kynisk af kommunen«
Han har boet i 25 år har boet på en af de veje på Risvangen, som er omfattet af helhedsplanen. Sammen med en række naboer har han haft et par indledende møder om stiftelsen af Risvangen Fællesråd, der efter planerne bliver en realitet efter sommer.
»Der er ved at vokse et meget stort sammenhold i vores område, og vi føler os ikke stærkt tilknyttet til fællesrådene på Christiansbjerg eller Trøjborg. Jeg talte med en forleden, som havde talt op, hvor mange mennesker, der bor i vores område, og han kom helt op på 3.000. Det, mener vi, er et sundt og stærkt grundlag at have et fællesråd på,« fortæller Frank Bisgaard Winther.
Han forventer ikke selv at skulle sidde i det nye fællesråds bestyrelse. Det skal være andre, for han er en del af den »aktivistiske gruppe,« som han selv formulerer det.
»Der er ingen tvivl om, at folk er klar til at rykke op på barrikaderne for det her,« tilføjer Frank Bisgaard Winther, som ikke er bleg for at dele sin utilfredshed med planen.
»Jeg synes, det er kynisk af kommunen at gøre det muligt for boliginvestorer at ændre vilkårene for os andre at have et hus her,« fortæller han med henvisning til frygten om, at developere vil udnytte muligheden for at bygge boliger i flere etager ved at opkøbe nuværende villaer blot for at rive dem ned og bygge lejligheder:
»Er der først en, der sælger, så er der flere, der sælger.«
Ønsker dialog
I sidste uges avis proklamerede rådmand Steen Stavnsbo (KF), at han var klar til at høre de mange utilfredse villaejere ved at skabe en større borgerinddragelse
»Jeg tager borgernes bekymringer til mig. Derfor har jeg bedt om, at der bliver set en ekstra gang på planen og processen herunder borgerinddragelse. Men i første omgang skal jeg have en snak om sagen internt, inden jeg kan komme det nærmere,« skrev rådmanden i et svar til avisen.
Det glæder naturlig Frank Bisgaard Winther, som mener, at det derfor giver ekstra god mening, at Risvangen får sit eget fællesråd.
»Vi vil meget gerne i dialog med Steen Stavnsbo omkring både Risvangen, men også omkring hele planen for Randersvej, for der er ingen tvivl om, at der skal kigges på det en ekstra gang,« fortæller han.
Hvad så når hele sagen om helhedsplanen er ovre, har Risvangen så stadigvæk et fællesråd?
»Ja, der er helt klart et behov for at have et fællesråd på længere sigt, især fordi området har en stærk identitet og historie, som vi skal værne om og passe på i lang tid,« fortæller Frank Bisgaard Winther.