Fortsæt til indhold

Borgmesteren klippede snoren: 100 frivillige bag Hylke Bypark

Landsby stod sammen, da der skulle skabes gode faciliteter til alle Hylkes borgere.

Samfund

»Det er i vores DNA, at vi står sammen og hjælper hinanden.«

Sådan lyder det fra Rebecca Christensen, der som formand for Hylke Landsbyråd har stået i spidsen for det nu færdige aktivitetsområde i Hylke.

Vi har jo søgt midler til at kunne bygge stedet her, men det er helt sikkert alle de frivillige, der har gjort det muligt for os at lave så meget. Det frivillige har gjort, at vi har kunnet få pengene til at blive til mere.
Rebecca Christensen, formand for Hylke Landsbyråd

Landsbyrådet har søgt fonde, der har gjort det muligt at etablere Hylke Bypark. Et sted, hvor man kan komme lige gyldigt, om du er barn, ung eller voksen. Der er noget for alle aldersgrupper.

»Vi ville gerne gøre noget for at udvikle vores landsby, så man ville have lyst til at opholde sig her. Der skulle være noget for alle, og de unge drenge havde eksempelvis foreslået en skaterampe, fordi de synes, det var fedt. Og vi ville gerne have noget til den unge aldersgruppe, fordi det synes vi lidt, at vi manglede. De skulle til større byer for at finde noget, de kunne lave,« fortæller Rebecca Christensen.

Formand Rebecca Christensen fra Hylke Landsbyråd har stået i spidsen for, at det lykkedes at skabe et centralt sted i Hylke, hvor både børn, unge og voksne kan samles. Foto: Katrine Friis

Derfra voksede ideen med skatefaciliteterne. Et par ramper blev til en ordentlig skatepark, hvor Hylkes unge nu kan slå sig løs på skateboard eller løbehjul.

Det havde også længe været et ønske med en større legeplads, ligesom et madpakkehus også stod højt på ønskelisten.

Og det har Hylke nu. Klubhuset er også blevet endnu større, så det kan rumme flere foreninger.

Nu står en færdig bypark, som har til formål at skabe glæde for mange af Hylkes borgere. Privatfoto.

Frivillige knoklede

Frivillige arbejdede hårdt op til lørdagens indvielse af Hylke Bypark.

Vi i Landsbyrådet ville gerne give noget tilbage til alle de frivillige, som har lagt mange timer i projektet.
Rebecca Christensen, formand for Hylke Landsbyråd

Faktisk er det frivillige hænder, der har gjort det muligt for Hylke Landsbyråd at stå med byparken, som den er i dag.

»Vi har jo søgt midler til at kunne bygge stedet her, men det er helt sikkert alle de frivillige, der har gjort det muligt for os at lave så meget. Det frivillige har gjort, at vi har kunnet få pengene til at blive til mere,« siger Rebecca Christensen.

Hun fortæller, at der undervejs i processen har været omkring 100 frivillige inde over projektet - og at en stor del af arbejdet er varetaget af frivillige.

En lokal tømrer har eksempelvis stået for spærrene i madpakkehuset, og tennisforeningen har stået for at lave en terrasse.

»Nogle af de frivillige har lagt rigtig mange timer i projektet,« siger Rebecca Christensen.

Lørdag kulminerede længere tids hårdt arbejde for frivillige, da Hylke Bypark blev indviet med sol, underholdning og godt humør. Privatfoto.

Festlig indvielse

Og det er netop til ære for de frivillige, at Landsbyrådet i Hylke havde arrangeret en festlig indvielse lørdag.

»Vi i Landsbyrådet ville gerne give noget tilbage til alle de frivillige, som har lagt mange timer i projektet,« siger Rebecca Christensen.

Og lørdag kulminerede de mange timers arbejde.

Borgmester Frands Fischer (S) klippede snoren rullende på rulleskøjter, inden dagens indslag for alvor kunne begynde. Og dagen bød både på opvisning i skateboard og workshop, hvor interesserede kunne lære at stå på skateboard.

»Der var god musik for børn og voksne, og det var en fantastisk dag med godt vejr og god stemning,« lyder det efterfølgende fra Rebecca Christensen.