Fortsæt til indhold

Badegæst mistede livet: 65-årig turist omkommet i drukneulykke

En 65-årig mand med tysk statsborgerskab mistede søndag aften livet efter en drukneulykke i Vesterhavet tidligere på dagen.

Samfund
sbl

Det kostede en 65-årig mand livet, da han tog en tur i Vesterhavet ved Vejers Strand mellem Hvide Sande og Blåvand i det sydlige Vestjylland.

Det skriver Ritzau ifølge TV 2.

Den 65-årige, der er tysk statsborger, blev bjærget op af vandet efter en svømmetur med to andre, der tilkaldte et redningshold, da manden forsvandt fra dem.

»Han blev bjærget op derude og fløjet til Odense, hvor han desværre er afgået ved døden her til aften (søndag, red.),« oplyser vagtchef Nikolaj Hølmkjær fra Syd- og Sønderjyllands Politi til mediet.

»Han blev genoplivet på stedet, men er desværre efterfølgende afgået ved døden,« slutter vagtchefen.

Manden pårørende er underrettet.