Favrskov Korfestival må flytte: Mere end 200 sangere deltager
Tilmeldingerne til den første udgave af Favrskov Korfestival er oversteget arrangørens forventninger, derfor flytter festivalen i større rammer.
Egentlig skulle hele herligheden være afholdt i Kulturhuset Sløjfen i Hadsten, men nu har så mange deltagere meldt deres ankomst til Favrskov Korfestival, at arrangementet må flytte til Favrskov Gymnasium.
Den første udgave af korfestivalen har altså vist sig at være lidt af en succes, og med mere end 200 sangere fordelt på syv kor og 30 enkeltsangere venter der både sangere og publikum en oplevelse, når festivalen finder sted i uge 43.
»Ja, vi må simpelthen flytte, fordi der i Sløjfen ikke vil være plads til publikum, og vi skal jo helst kunne sælge 500 billetter,« siger Hinnerupkorets formand Karna Atkinson.
Det var netop i Hinnerupkoret, de første, spæde tanker om en korfestival opstod tilbage i efteråret.
»Det er en skør idé, som har fået vinger. Det var så dejligt at være tilbage i koret efter corona-pauser, og så opstod tanken, at det kunne være fedt at lave noget sammen med Favrskovs øvrige kor – og de har altså virkelig været med på idéen,« fortæller Karna Atkinson.
Da Aura Energi så spyttede 35.000 kroner i kassen og sidenhen samme beløb fra Favrskov Kommune og 5.000 kroner fra Djurslands Bank, ja, så var festivalen altså født med med en fem-personers arbejdsgruppe fra Hinnerupkoret ved roret.
Slutter med et brag
Hvis Favrskov Korfestival selv skal beskrive, hvad festivalen er for en størrelse, så lyder det:
»Forestil jer en ”gymnastikopvisning for kor” med en fælles opvisning til sidst.«
Til koncertdagen 30. oktober vil hvert kor nemlig optræde med tre af deres allerbedste sange. Til sidst samles alle i ét kæmpekor og synger fem værker sammen.
»Det slutter med et brag, og det kommer til at lyde skide godt. Hvornår har du sidst hørt 200 sangere på samme tid? Man kommer til at gå derfra fyldt op af god energi,« siger Karna Atkinson.
Billetsalget til dette åbner 4. september.
Korsanger for en dag
Ud over den store finale vil alle korene mødes to gange i løbet af uge 43 for at øve de fem fællessange. Her deltager enkeltsangerne også, men hvad dækker ’enkeltsanger’ egentlig over?
»Det, der gør den her festival unik, er, at vi inviterer 30 folk ind ”fra gaden” og giver dem mulighed for at prøve at synge sammen med et stort kor. Det kan være folk, som aldrig har sunget i kor før, eller hvor det måske ligger langt tilbage i tiden. Og alle kan synge – det er meget få, som ikke kan det – så man skal bare springe ud i det,« siger Karna Atkinson.
Det koster 100 kroner at deltage som enkeltsanger. Billetsalget hertil er begyndt. Efter tilmelding får man tilsendt noder og lydfiler, så man kan øve på forhånd.
»Vi garanterer for en stor musikalsk oplevelse. Der er ikke noget mere livgivende end at skabe musik med andre. Og hvem ved, måske finder man et kor, som man bliver fristet af og har lyst til at begynde i,« siger kor-formanden, som håber, at korfestivalen vil blive en årligt tilbagevendende begivenhed, måske også med kor udenfor Favrskov.