Fortsæt til indhold

Mange aarhusianske børn venter på et venskab

Børns Voksenvenner i Aarhus ikke kan skaffe et tilstrækkeligt antal frivillige matchere, der skal skabe et godt match mellem barnet og den voksne.

Samfund
ksa

I Aarhus venter adskillige børn på at få sig en voksenven. Et stigende antal voksne melder sig tilsvarende klar til at blive voksenven. Men venskaberne har lange udsigter, fordi foreningen Børns Voksenvenner i Aarhus ikke kan skaffe et tilstrækkeligt antal frivillige matchere, der skal skabe et godt match mellem barnet og den voksne.

Det oplyser Børns Voksenvenner i en pressemeddelelse.

Organisationen har eksisteret i mere end 30 år og oplever i øjeblikket en større interesse end nogensinde fra aarhusianske børnefamilier, der ønsker sig en voksenven til deres barn. Ansøgningerne strømmer ind tillokalafdelingen, og tilsvarende modtager man flere ansøgninger end tidligere fra voksne, der gerne vil indtræde i rollen som voksenven for at gøre en positiv forskel for et barn, som mangler flere voksne i sit liv.

»Den store interesse fra begge sider er umiddelbart en positiv situation, men desværre kan vi aktuelt ikke skaffe tilstrækkeligt med frivillige matchere, som er nødvendigt for at etablere venskaberne og imødekomme den overvældende interesse.

Venter i for lang tid

Derfor må både børnene og de voksne vente i alt for lang tid, inden vi finder et godt match og igangsætter processen, og det er vi virkelig kede af,« siger Anne Sofie Osmundsen, der er Børns Voksenvenners regionskonsulent i Midtjylland.

Når Børns Voksenvenner skal matche et venskab mellem et barn og en voksenven, skal to matchere først på hjemmebesøg hos barnet og hos voksenvennen. Hvis matcherne mener, at der er grundlag for et godt venskab, etablerer de derefter et første uforpligtende møde mellem barnet og den voksne, hvor parterne kan mærke efter om venskabet har potentiale.

»For at sikre rammerne for gode og langvarige venskaber indebærer Børns Voksenvenners godkendelsesproces, at der altid skal to matchere afsted på hjemmebesøgene, og mindst den ene skal have en børnefaglig baggrund. Men aktuelt har vi svært at skaffe matchere både blandt dem, der har en faglig baggrund, og matchere med andre relevante kompetencer,« forklarer Anne Sofie Osmundsen.

Hun peger på, at manglen på frivillige er en tendens, som lige nu også viser sig på andre områder i samfundet, og hun har erkendt, at frivilligorganisationerne bliver nødt til at tilpasse sig en ny tid.

Mens andre organisationer på socialområdet har ansatte til at stå i spidsen for den lokale frivillige indsats, har Børns Voksenvenner Aarhus på nuværende tidspunkt ikke økonomi til at ansætte lønnede matchere eller frivilligkoordinatorer.