Fortsæt til indhold

Vi nævner ikke honninghjerter

Kommunalt ansatte tager godt imod Syddjurs Kommunes invitation til fest og oplever det som en anerkendelse af deres indsats under corona.

Samfund

Fordelt på to aftener i september 2022 inviterer Syddjurs Kommune alle medarbejdere til koncert med Steffen Brandt på Fuglsøcentret i Knebel. Det sker for at fejre og markere de ansatte, som har bragt organisationen godt igennem corona-tiden, fortalte kommunen i sidste uge.

Michael Stegger Jensen, borgmester og formand for Økonomiudvalget, sagde:

»Vi ønsker at skabe nogle gode, festlige rammer for, at medarbejderne kan mødes og hygge sig på tværs af afdelinger, fagligheder og geografi. Vores ansatte fortjener en særlig oplevelse, for de leverer en flot indsats hver eneste dag og ikke mindst i tiden under Covid-19, hvor der blev udvist stor fleksibilitet, iderigdom og engagement«.

Selv om dele af frontpersonalet tidligere på året havde stor kritik af kommunens manglende anerkendelse, så lyder det nu fra flere af medarbejdergrupperne, at de er glade for kommunens initiativ til en fest.

En fin gestus

Carsten Bonde Brauner er daginstitutionsleder i Ådalen og ledertillidsrepræsentant i BUPL Østjylland. Han er umiddelbart begejstret for udsigten til en fest.

»Det er altid en god ide at holde en fest, og det er en fin gestus fra kommunen. Det er godt med et fælles arrangement for os allesammen. Jeg har ikke haft tid til at vende det med mine ansatte, men jeg regner da med, at vi allesammen skal af sted.«

Han tilføjer, at han også bifalder, at arrangementet afholdes lokalt.

»Det er godt, at det er her i Syddjurs-regi og ikke i Aarhus som DHL-stafetten for eksempel er. Så er der en chance for, at flere kommer med.«

Også Kristine Kilde, fællestillidsrepræsentant for kommunens sygeplejersker, bruger vendingen ’ en fin gestus’.

»Det er rigtigt, at vi har fået en invitation til festivitas. Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at vende den med mine medlemmer, så jeg taler på egne vegne, men det ser ud til at blive et godt arrangement. Det er en god gestus af kommunen, at man anerkender den ekstra indsats, vi har leveret. Og det gælder jo ikke kun sygeplejerskerne, men også sosu’erne, lærerne, pædagogerne. Det er skønt, at vi kommer til at kunne feste i fællesskab allesammen.«

Kritik i april

Det har taget kommunen siden april at finde frem til den festlige anerkendelse og sende invitationer ud, for dengang i midten af foråret lovede borgmesteren nemlig, at en belønning ville være på vej. Det gjorde han, da de kommunalt ansatte mildest talt udtrykte deres utilfredshed oven på en helt ekstrem periode med håndtering af corona.

Da borgmesteren havde ’åbent kontor’ i Rønde, dukkede et par håndfulde repræsentanter for sygeplejersker og SOSU’er, hjælpere og assistenter op for at overrække knap 500 underskrifter til borgmesteren.

Holdet var anført af fællestillidsrepræsentanterne Jette Jørgensen fra FOA for SOSU’erne og også Kristine Kilde. Dengang sagde de:

»Nu har vi knoklet afsted i to år, mens der har været corona. Det er sket med fuld udrustning i et rigtig dårligt arbejdsmiljø, og vi har haft dårlig samvittighed overfor de mennesker, som vi skal hjælpe, fordi vi ikke har følt, at vi har kunnet gøre vores arbejde godt nok. Fik vi noget for det? Nej, men andre kommuner har udbetalt et engangsbeløb som en anerkendelse af arbejdet. Er der noget at sige til, at vi er vrede og skuffede?«

Stegger forsikrede, at spørgsmålet om belønning allerede var på den politiske dagsorden, men han kunne ikke sige alverden om det, den dag i april.

»Jeg vil helst ikke sige for meget,« gentog borgmesteren.

Til det svarede en af de fremmødte:

»Det er ikke nok med et honninghjerte eller en tur i tivoli.«

Hvem sagde honning?

I dag vil Kristine Kilde ikke snakke om honninghjerter.

»Det ord nævner vi slet ikke,« siger hun, men hun vil gerne snakke om den anerkendelse af sygeplejerskernes arbejde, der ligger i festinvitationen fra kommunen.

»Nu kan jeg jo kun tale ud fra sygeplejerskernes oplevelse af coronatiden, men det var en virkelig hård tid, og det tænker jeg egentlig, at flere af de faggrupper, der arbejder kommunalt, har oplevet. Inden for sundhed og pleje har medarbejderne jo reelt sat liv og skæbne på spil. Det krævede hele tiden stor omstillingsparathed ,og i det hele taget var der et voldsomt pres, også psykisk. Det var jo en krisetid. Sygeplejerskerne har virkelig taget deres ansvar meget seriøst og beskyttet borgerne mod corona. De er gået til opgaven med oprejst pande og har været sindssygt dygtige, taget ekstra vagter og virkelig givet den gas.«

Den ekstra indsats mærker hun, at både politikere, administrationen og kommunens direktion har lagt mærke til og derfor nu oprigtigt vil anerkende med festen i september.

«De er klar over at vi har løftet en kæmpe opgave. Man kan selvfølgelig altid diskutere, om det er tilstrækkeligt, men det er, uanset, en stor tak til os kommunale ansatte og en fin anerkendelse.«

Løn rekrutterer

Både tilbage i april og den dag i dag understreger Kristine Kilde, at Syddjurs er et godt sted at være ansat.

»Syddjurs er en naturskøn kommune at arbejde i. Vi har mange virkeligt dygtige sygeplejersker ansat, som har været her i mange år, især fordi vi har et virkelig godt kollegialt sammenhold. Men der er pres på, og det pres skal løftes ovenfra.«

Kristine Kilde forklarer, at rekruttering er den store akilleshæl. Opgaverne bliver flere, der er flere borgere og større kompleksitet, men færre til at tage vare på kerneopgaven. Og her betyder løn en stor del. Der kan ikke skrues meget på grundlønnen, men det kan der på tillæg, og undersøgelser viser, at de tiltrækker hænder. Når de ansatte skifter arbejdsplads, så vælger de nemlig at skrive ansættelseskontrakter i de kommuner, der tilbyder højere løn. I forhold til Syddjurs er det Norddjurs og Aarhus.

»Det er jo et udtryk for, at lønnen har betydning for rekruttering. Og helt sikkert også vores chance for at fastholde de mange, fagligt dygtige sygplejersker, vi allerede har,« siger Kristine Kilde, som repræsenterer alle 140 sygeplejersker i Syddjurs.

Derfor har hun også et ønske til de byrådspolitikere, der til efteråret skal lægge næste års budget.

»De skal prioritere at sætte midler af til lokal løn. Der skal mere i lønningsposen. Både for at fastholde, men også for at få flere til at søge ansættelse i vores kommune. Vi er ikke nok hænder, som det er nu.«

Kristine Kilde tilføjer, at en ambition kan være at udligne lønnen mellem sygeplejerskerne og for eksempel folkeskolelærerne.

»Et lønløft på 5000kr +pension pr. mdr vil svare til en udligning mellem en sygeplejerske og en folkeskolelærer. Vi bliver ikke ved med at finde os i undskyldninger for, hvorfor vi ikke får en løn, der svarer til det ansvar og den uddannelse, vi har i dag.«

Foreløbigt kan de hænder, der er, se frem til en fest til september. Der kan deltage op til 900 gæster pr. aften, hvilket i alt er 1.800 personer fordelt på de to arrangementer. Hvis der viser sig at være så stor interesse, at der er behov for en tredje aften på Fuglsøcentret, tages der stilling til det.

Hvis alle 1.800 pladser besættes, vil udgiften lyde på godt 800.000 kr.

Byrådet vil stå i baren, så måske er der endda mulighed for, uanset om man er pædagog, sosu, lærer sygeplejerske eller noget helt femte, at komme med gode forslag og ønsker til budgetforhandlingerne, der vil være i gang til den tid.