Fortsæt til indhold

Læselyst på arbejdspladsen

Syddjurs Bibliotek har indgået samarbejde med virksomheden Refurb i Hornslet, hvor biblioteket i efteråret vil etablere en udlånssamling og afholde formidlingsaktiviteter.

Samfund
gs

Syddjurs Bibliotek vil de næste mange måneder afprøve ny metoder for at skabe læseglæde og inspiration. Det sker med hjælp fra Slots- og Kulturstyrelsens Udviklingspulje for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre, som har givet biblioteket penge til at afprøve ny måder at øger læselysten på lokale arbejdspladser.

Syddjurs Bibliotek har nemlig indgået samarbejde med virksomheden Refurb i Hornslet, hvor biblioteket i efteråret vil etablere en udlånssamling og afholde formidlingsaktiviteter. Biblioteket har hentet inspiration fra eksisterende samarbejder med blandt andet Skole & Uddannelse, hvor ikke alene bøgerne, men også bibliotekets formidlere rykker helt ud i institutionen for at inspirere og give glæden ved bøger og læsning videre:

»Når vi ved, at 15-17 procent af voksne danskere aldrig læser, så er det oplagt at forsøge om nogle af de tiltag, der gennem årene har været lavet for børn med succes, kan tilpasses og bruges til voksne for at øge læselysten,« udtaler Sussi Gadmar, der skal være bibliotekets tovholder på projektet, i en pressemeddelelse.

I arbejdstiden

Refurb er en virksomhed i vækst med omkring 50 ansatte, hvis kerneopgave er at opkøbe brugt IT-udstyr med henblik på genbrug.

»Heldigvis blev ledelsen på Refurb både overraskede og glade, da vi henvendte os til dem med forslaget om at samarbejde om et arbejdspladsbibliotek, hvor formidlingen skulle være i højsæde – og de var hurtige til at bekræfte, at de gerne ville være med i projektet og give medarbejderne mulighed for at få litteraturen helt tæt på og deltage i formidlingsaktiviteter i arbejdstiden,« forklarer Inge Birkeholm, souschef på Syddjurs Bibliotek.

Udover muligheden for at låne fra et mini-bibliotek direkte på arbejdspladsen, får medarbejderne også fornøjelsen af at deltage i inspirationscaféer, introduktion til bibliotekets digitale tilbud, oplæsninger m.m. Det hele bliver tilpasset medarbejderne hos Refurb og indenfor arbejdstiden. Alt sammen i håbet om at et fællesskab opstår blandt de ansatte, som kan mødes omkring litteraturen og det at læse.