10.000 børn og unge mødes til fællesskab og stjernestunder på FDFs landslejr
Onsdag mødtes 10.000 børn og unge til FDFs landslejr på Sletten ved Ry.
Onsdag mødtes 10.000 børn, unge og voksne til FDFs store landslejr, som frem til 15. juli finder sted på Friluftscenter Sletten ved Ry.
I løbet af lejrens 10 dage skal lejrens deltagere udforske deres mod, når de lever sig ind i landslejrens eventyrlige temaunivers og i fællesskab drager på opdagelsesrejse på det uopdagede kontinent, Coratia.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
I månedsvis har frivillige voksne knoklet for at skabe rammerne for de mange oplevelser og stjernestunder, som lejrens børn og unge får på sommerens store landslejr. De har blandt andet bygget et utal af legeinstallationer, et stort vandland og en eventyrlig scene, hvor alle lejrens deltagere flere gange i løbet af landslejren mødes til fællessang, gudstjenester, teateroplevelser og lejrbål.
Landslejrens tema er mod, og det skal vise børnene, at mod findes i mange former. Det kan både handle om at prøve noget nyt, klatre højt op i et træ og være nysgerrige på andre, men også at mærke egne grænser og have mod til at sige fra, når der er noget, man ikke har lyst til.
Landslejrchef Simon Stagis har stået i spidsen for planlægningen af landslejren, og han håber, at lejren kan være med til at give børnene og de unge nogle store fælles oplevelser og en følelse af at være en del af noget større.
»Overalt i FDF har børn og ledere i mange måneder forberedt de stjernestunder, de skal opleve sammen på årets landslejr. Nu skal vi se de mange drømme og ideer, som har spiret i FDFs lokale kredse og frivillige udvalg, folde sig ud og få liv på Sletten,« siger Simon Stagis.
FDFs landslejr afholdes hvert femte år af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF.
FDF er en frivillig børne- og ungdomsorganisation med 350 lokale kredse over hele landet. FDF giver børn og unge et ståsted at møde verden fra gennem relationer, tro, leg og samfundsengagement