Fortsæt til indhold

Etagebyggeri med 50-75 lejligheder på vej i Hammel

Favrskov Kommune udbyder en storparcel i Dommerparken Hammel, hvor der skal opføres attraktive etageboliger af høj kvalitet.

Samfund
jr

Favrskov Kommune har sat gang i et udbud af en storparcel, der skal bane vejen for et etagebyggeri med 50-75 lejligheder i det nye centrale bykvarter Dommerparken i Hammel.

Etagebyggeriet kommer til at ligge ud til vejen Dommerparken mellem Anbækvej og plejecentret Solhøj og skal ifølge lokalplanen fra 2016 opføres i 3-4 etager.

Der må i alt bygges 5.436 kvadratmeter boliger, hvilket vurderes at kunne udmønte sig i 50-75 lejligheder, som ifølge byrådet skal være af høj kvalitet og appellere til både yngre og seniorer.

Storparcellen sælges som én helhed, men der er mulighed for, at byggeriet kan opføres i to etaper.

Udbuddet af storparcellen løber til oktober, hvor de indkomne tilbud vil blive vurderet på pris og kvalitet, hvorefter politikerne skal tage stilling til de mest kvalificerede tilbud.

Interesserede entreprenører skal hoste op med mindst 10,9 millioner kroner eksklusive moms til Favrskov Kommune for at erhverve sig grunden og byggeretten.