Byrådsforslag: Forbyd høj musik i Botanisk Have
Blandt unge er det blevet populært at tage et forstærket musikanlæg med i en bypark og feste hele natten. Socialdemokratisk byrådsmedlem vil have indført et decideret forbud mod høj musik i et tidsrum.
Sommerferien er skudt i gang, og rundt i de aarhusianske parker kan sommerstemningen også høres, hvor mange mennesker mødes over øl, kongespil og ofte også soundbokses, der kan spille relativ høj musik.
Nu har byrådsmedlem Jesper Kjeldsen (S), stillet et forslag om et forbud af forstærkede musikanlæg hele døgnet, dog kun i Botanisk Have, hvor udfordringerne har været størst.
»Sidste år var vi imod et forbud og lavede derfor en regulering, fordi vi ville se, om vi ikke kunne løse problemet. Vi havde håbet på, at lydniveauet ville blive lavere, når corona var ovre, men det er ikke sket,« siger han til JP Aarhus.
Tidligere har Botanisk Have i Aarhus haft forbud mod høj musik i tidsrummet fra klokken 20 til 10.
Børn kan ikke sove
Jesper Kjeldsen har intet imod unge mennesker eller høj musik. Han fortæller, at han i sine yngre dage sikkert også selv kunne have fundet på at skrue helt op for musikken efter et par øl for meget.
Han mener, at man bliver nødt til at tage højde for den teknologiske udvikling, der er sket indenfor bærbar musik. De forstærkede musikanlæg kan nemlig spille lige så højt, som hvis det var en koncert - et lydniveau man skal have tilladelse til fra sin kommune.
Og ifølge Jesper Kjeldsen har musikken i Botanisk Have i Aarhus også været et problem, fordi det i perioder har været flere uger i træk, at bassen dunker de fleste aftner.
»Jeg har stået ved Botanisk Have klokken 20 om aftenen og mødt et barn i nattøj, som ikke kunne sove for larmen. Jeg har mødt granvoksne mænd, som var ved at bryde sammen. Jeg har talt med familier, der overvejer at flytte på grund af støjen, men er bange for, at de ikke kan sælge deres hus, fordi de har Botanisk Have som nabo,« fortæller han til JP Aarhus.
Byrådsforslaget forventes at blive behandlet umiddelbart efter sommerferien og er stillet sammen med SF og Det Konservative Folkeparti.