Fortsæt til indhold

Ny, grøn plan: Kommune vil dræbe rotter med ugler

I Allerød Kommune har man lavet en ny rottehandlingsplan, hvor der bl.a. skal bruges mindre gift og flere ugler.

Samfund

Mange steder rundt om i landet kæmper man med rotter. Og hos Allerød Kommune kender man så godt til problemet, at man nu i en ny handlingsplan tager lettere uortodokse og grønne løsninger i brug for at slå de meget lidt populære skadedyre ihjel.

Det skriver Sjællandske Medier.

En af de nye, grønne metoder man vil bruge i den nordsjællandske kommune er et samarbejde mellem lokale foreninger, organisationer og lokale borgere, om at opsætte redekasser til ugler udvalgte steder, hvor man ved, at der er en kendt bestand af rotter.

»En grøn rottebekæmpelse har den åbenlyse fordel, at den er bedre for miljøet og naturen. Derudover virker gift mod rotter også kun begrænset, da de med tiden bliver resistente over for giften. Biologisk bekæmpelse er et godt værktøj i den grønne rottebekæmpelse, og vi vil hilse en øget bestand af ugler velkommen,« siger Miki Dam Larsen, der er formand for Miljø- Erhvervs- og Byudvalget i Allerød Kommune, ifølge Sjællandske.

Kommunen vil dog sammen med rottebekæmpelsesfirmaet stadig bruge gift i de tilfælde, hvor man vurderer, at den giftfri bekæmpelse er uhensigtsmæssig.