Fortsæt til indhold

»Her går vi ikke rundt og beder folk om noget, de gør det af sig selv«

Karsten Jensen fortæller, at mange folk i Nørager af sig selv har faste ting, de gør, for at få det hele til at fungere

Samfund

Lokalavisen har bedt Karsten Jensen, formand for Nørager Beboerforening, om en kommentar vedrørende det at handle lokalt, specielt nu hvor inflationen får folk til at tænke mere over deres forbrug. Karsten Jensen er tidligere købmand i Min Butik i Nørager, og han arbejder der stadig nogle timer om ugen.

»Som flaskedreng«, siger han med et glimt i øjet.

»Her mødes vi«

Skal man, og hvorfor skal man handle lokalt i Nørager?

Det er vigtigt for vores by at beholde vores købmand. Vi skal handle lokalt, det er den sidste forretning, der er tilbage i Nørager. Det er nok 40 år siden, vi mistede vores Brugs.

Købmanden er vigtig for fællesskabet. Her mødes vi, snakker og får vendt, hvad der sker i byen. Det er byens samlingspunkt.

Kun købmanden tilbage

Hvad er status for Nørager som handelsby?

Der er kun købmanden tilbage at købe ind i. Vi har mange små virksomheder med en og to personer, og selvfølgelig også de to store virksomheder L-tec og BK Teknik.

Det er vigtigt for byen, at der er noget erhvervsliv. Der kommer mange derfra og køber ind hos købmanden, og købmanden leverer varer til virksomhederne. Virksomhederne er også med til at sikre bosætning i Nørager og omegn og dermed omsætning hos vores lokale købmand.

Mange ildsjæle

Udover handelslivet, hvad er så også vigtigt for at Nørager er en god by at bo i – hvad skal man særligt passe på?

Vores mange aktive foreninger er vigtige, for så sker der noget i byen. Folk hjælper hinanden, for eksempel til vores sommerfest. Foreningerne gør, at vi har noget at mødes om, og vi holder vores traditioner i hævd.

Nørager har rigtig mange ildsjæle, der gør, at det hele fungerer. Her går vi ikke rundt og beder folk om noget, de gør det af sig selv. De gør det, de plejer, og får det hele til at fungere. For eksempel fejning af p-pladsen foran købmanden, at fodboldbanen er i orden, passer klubhuset med cafeteria og bestilling af varer. Det er selvkørende, man passer sit, indtil man selv melder fra.

Allervigtigst for vores by er vores børnehave. Alle der går i Nørager Børnehave får tilknytning til vores by og vender tilbage. Den knytter familierne til byen, og mange, både børn og forældre, går også til fodbold og håndbold.

Når man bliver voksen og rejser fra byen, husker man, at det er der, man er vokset op.

Jeg er jo købmand og frivillig leder igennem mange år og kan se, at børnene kommer tilbage - de flytter hertil eller kommer på besøg, selv om de har været væk i mange år.

For mig er det en fed ting ved at bo i Nørager - vi glemmer ikke hinanden.