Annbritt og Kaj blandt de første indflyttere i Danmarks højeste boligbyggeri - Kaj bliver måske længe på toilettet
Meningerne om Lighthouse er mange. Ikke alle er pæne. Annbritt og Kaj Porup er dog vilde med Lighthouse og Aarhus Ø.
»Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.«
Det er ikke blot navnet på et TV2-program, men årsagen til, at Annbritt og Kaj Porup netop er flyttet ind i Lighthouse på Aarhus Ø. Det er svært ikke at blive misundelig, når man træder ud på altanen på 7. etage. Udsigten over Aarhus Bugt er fænomenal.
Inde i den omkring 200 kvadratmeter store lejlighed er det tydeligt, at 51-årige Annbritt og 56-årige Kaj netop er flyttet ind. Møblerne er sparsomme, og der er endnu ikke opsat gardiner. Mens jeg snakker med parret, får de besøg af to håndværkere.
Annbritt og Kaj fik udleveret nøglerne til deres nye bolig i Promenadehuset torsdag den 7. juli. Det samme gjorde beboerne i omkring 75 andre lejligheder. Der var, som Annbritt siger, kø ved elevatoren.
Ikke blot en »glasdildo«
Promenadehuset er en sidebygning til Fyrtårnet, det 142 meter høje tårn på spidsen af Aarhus Ø. Den anden sidebygning hedder Kanalhuset. De, der skal bo i henholdsvis Fyrtårnet og Kanalhuset kan efter planen flytte ind i deres lejligheder den 15. november.
Annbritt og Kaj er med andre ord blandt de allerførste, der flytter ind i det, der måske er Aarhus’ mest omdiskuterede bygningsprojekt nogensinde. Debattør Anne Sophia Hermansen, født og opvokset i Aarhus, har i en kulturkommentar i Berlingske kaldt det 142 meter høje Fyrtårn en »skamstøtte,« en »kæmpe glasdildo« og »kolossen fra helvede.«
Det har overrasket familien Porup, at mange kun forbinder Lighthouse med Fyrtårnet. En lejlighed i tårnet indgik på intet tidspunkt i deres købsplaner, for lejlighederne i Fyrtårnet har ikke terrasser. En terrasse var blandt de krav, Annbritt stillede, hvis parret skulle flytte fra villaen i Randers og i lejlighed i Aarhus.
»Aldrig nogensinde«
Beliggenhed handler om mere end en matrikel. Det handler også om det miljø, man flytter ind i. Annbritt mener, at Aarhus Ø er kendetegnet ved diversitet.
»Det er alle mennesker, der kommer herude. Det er ikke forbeholdt et segment. Det, synes jeg, er det fedeste. Der er lejligheder i millionklassen, og du kan leje en lejlighed til samme pris, som du kan inde i Aarhus. Det er det eneste rigtige, at der er plads til alle,« siger hun til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:
»Hvis det havde været et fisefornemt kvarter, hvor toppen af poppen boede, var jeg aldrig flyttet herud. Aldrig nogensinde. Hvis det var overklassemennesker, der boede herude, så boede jeg ikke her.«
Annbritt, der oprindelig er fra Åbyhøj, sætter også pris på det, hun kalder »nybyggerstemningen« på Aarhus Ø.
»Folk snakker med hinanden. Mange bor i et område, hvor man kun lige kender de allernærmeste. Her snakker man med alle, man møder, og alle, vi har snakket med, er så positive over for at bo herude,« siger hun.
Førnævnte Anne Sophia Hermansen er ikke begejstret for Aarhus Ø. Hun har beskrevet bydelen som »et kvarter drænet for liv og steder, hvor der er rart at være.« Dommen er baseret på et enkelt besøg i december 2021. Et gran salt er nok på sin plads.
Mini-Manhattan
Det er 3,5 år siden, Annbritt og Kaj skrev under på en salgskontrakt, og Kaj er udmærket klar over, at mange har meninger om Lighthouse og Aarhus Ø. Hverken han eller Annbritt har dog været i tvivl om deres beslutning.
»Hver gang, vi kommer herud, og det lyder som en floskel, er det som at komme sydpå. Der er sådan en feriestemning. Det er så fedt et område. Folk siger, det er ren beton, og jeg kalder det selv for mini-Manhattan, men der er flere grønne områder, end man tror. Vi kan begge to godt lide at komme i skoven, så vi er også glade for, at vi er tæt på Risskov,« siger han.
Lejligheden, Annbritt og Kaj netop er flyttet ind i, er reelt to lejligheder, der er blevet lagt sammen. Der er sauna, walk-in closet, terrasse og to altaner. Kaj bliver måske på toilettet, når han har sat sig, fordi udsigten er så god, joker Annbritt.
Hvad parret har betalt for lejligheden, vil de gerne holde for sig selv. De vil dog gerne afsløre, at den ikke var billig.
Annbritt Porup er terapeut og arbejder primært med sorggrupper for forældre, der har mistet børn. Kaj Porup er direktør for et investeringsselskab. De arbejder i samme ejendom, der er beliggende »på den rigtige side af Randers i forhold til Aarhus.«