Fortsæt til indhold

Ingen vild jubel ovenpå ny aftale: Flystrejken er slut - men SAS er ikke reddet endnu, lyder det fra analytiker

SAS' piloter har takket ja til en større lønnedgang, til gengæld har SAS bl.a. indvilliget i at genansætte de piloter man opsagde under coronapandemien.

Samfund

Efter 15 dages konflikt og intense forhandlinger de seneste dage mellem SAS’ piloter og SAS, er parterne nu endelig blevet enige om en ny overenskomst.

»Jeg er glad for at kunne meddele, at vi er blevet enige om en aftale mellem alle fire pilotforeninger under SAS - og dermed er strejken slut. Endelig kan vi igen genoptage vores normale drift og flyve vores kunder på deres længe ventede sommerferie. Jeg beklager dybt, at så mange af vores passagerer er blevet ramt af den her strejke,« udtaler SAS koncernchef, Anko van der Werff i en pressemeddelelse.

Den nye overenskomst gælder fem og et halvt år frem.

»Det er ikke sådan, at jeg kommer hjem jublende og fortæller mine medlemmer, at vi har fået lønforhøjelse,« lyder det fra formand for Dansk Pilotforening, Henrik Thyregod, ifølge TV2.

Her kommer piloterne bl.a. til at gå 25 procent ned i løn, til gengæld har SAS - ifølge Dansk Pilotforenings næstformand, Søren Saysette-Rasmussen, indvilliget i at genansætte de piloter, som SAS opsagde under coronapandemien.

Netop det har været et af de springende punkter i konflikten - i det SAS opsagde cirka halvdelen af sine piloter under corona. Her lød aftalen, at SAS ville genansætte de piloter igen, når der blev brug for dem - men i stedet ansatte SAS nye piloter på andre overenskomster i datterselskaberne SAS Link og SAS Connect.

Omkring 3.700 fly er blevet aflyste og omkring 380.000 passagerer er blevet påvirket af den 15 dage lange konflikt.

Ikke reddet

Men selvom at de sidste 15 dages stridende parter - piloterne og SAS - så nu er blevet enige om en ny overenskomst, og alle flyene med det blå-hvide logo, snart er på vingerne igen, så er SAS’ problemer ikke bare sådan væk med et trylleslag, lyder det fra Sydbanks luftfarts- og aktieanalytiker Jacob Pedersen.

»Et er det økonomiske tab. Noget andet er, hvordan man genvinder tilliden fra fritidsrejsende, som har masser af andre muligheder end SAS, når de skal ud at flyve,« siger han ifølge Berlingske til Ritzau.

Derudover så er der ifølge Jacob Pedersen en række kreditorer, som SAS har lånt penge fra.

Her står SAS’ samlede gæld på 5,4 milliard ifølge Finans. Næststørste kreditor er i den sammenhæng den danske stat, som har et udestående med flyselskabet på 1,1 milliarder kr.

Men udover den danske stat, er der også en række leasingselskaber, som har penge til gode hos SAS, og som ifølge Jacob Pedersen principielt kan tage SAS’ fly fra dem, hvis de ikke er ikke villige til at betale det, der står i aftalerne.

Analytikeren er dog overbevist om, at der er investorer derude, som er klar til at hjælpe SAS - men næste skridt bliver for selskabet at få bragt gælden ned, lyder vurderingen.