Otte var smittet med potentielt livstruende bakterie - for én blev det fatalt: Nu kender man smittekilden
Myndighederne har registreret flere tilfælde af listeria i år end normalt. To samtidige sygdomsudbrud ligger bag - her står det nu klart, at en rullepølse stod bag det ene udbrud - den anden smittekilde har man dog ikke lokaliseret endnu.
Siden nytår er der registreret væsentligt flere patienter smittet med listeria end normalt i Danmark. Laboratorieanalyser har nu vist, at det skyldes to samtidige sygdomsudbrud, hvor patienterne er blevet syge af to forskellige typer listeria.
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Her er smittekilden til det ene sygdomsudbrud nu identificeret. I alt otte personer var blevet smittet i udbruddet, heraf er en død som følge af smitten.
»Vi har netop fundet et match mellem otte sygdomstilfælde og listeria fra en Danish Crown virksomhed i Oldenburg i Tyskland, der producerer rullepølse. Syv af de otte patienter blev interviewet, og de havde alle spist rullepølse. Når vi efterfølgende har været i kontakt med de supermarkeder, som patienterne havde handlet i, har vi konstateret, at rullepølse fra Danish Crown i Oldenburg gik igen flere steder,« siger Annette Perge, sektionsleder i Fødevarestyrelsen.
Rullepølse var synderen
For lidt over en uge siden har Danish Crown kaldt alle rullepølseprodukter produceret efter 1. juni tilbage fra markedet. Det skete, fordi virksomheden havde fundet listeria i produktionen på virksomheden i Oldenburg. Virksomheden har ligeledes bistået med opklaringsarbejdet med prøver fra virksomheden.
»DTU Fødevareinstituttet, SSI og Fødevarestyrelsen har analyseret og sammenlignet de listeriabakterier, der blev fundet i patienterne og i rullepølse fra virksomheden i Oldenburg, ved brug af DNA-typning. Bakterierne viste sig at være helt ens og sammenholdt med, at patienterne har oplyst, at de har spist rullepølse, så kan man være sikker på, at smitten er kommet fra rullepølsen,« siger Steen Ethelberg, der er seniorforsker på Statens Serum Institut.
Leder efter smittekilde nummer to
Selvom der ikke er registreret nye sygdomstilfælde i de to udbrud den seneste måned, så fortsætter arbejdet med at finde smittekilden til det andet sygdomsudbrud.
»Vi tester for at lokalisere kilden til det andet udbrud og arbejder kontinuerligt med at vejlede virksomheder om forebyggende tiltag i fødevareproduktionen for at undgå at få listeria i pålægsprodukter,« siger seniorforsker og forskningsgruppeleder Marianne Sandberg, DTU Fødevareinstituttet.
Hvis der skulle være forbrugere, der stadig har rullepølse fra Danish Crown liggende, som er omfattet af tilbagekaldet, opfordres de til at kassere eller tilbagelevere det til butikken.