Fortsæt til indhold

Han var hiphop-pioner og hang ud med stjerner - siden hjalp han udsatte unge

Fra Kongehuset til Brabrand Boligforening. Henning Winther har været vidt omkring. Nu runder en dansk hiphop-veteran 50 år.

Samfund

”Mit talent er anerkendt fra undergrund til over alt / Det’ royalt og genialt og handler stort set om sex / Det’ er Winther - men du ka’ kalde mig Rex.”

Der er løbet meget vand i åen, siden Henning Winther fra Risskov i visse kredse var kendt som Kong Winther. Hvis man ikke ved det, er det svært at se det. At den nydelige mand med briller og gråsprængt hår har været en af landets fremmeste pionerer inden for hiphop. At byudvikleren fra E. Enggaard engang hang ud med gutterne fra Den Gale Pose og Malk de Koijn.

En mand, der engang var bannerfører for en ungdomskultur, fylder nu 50 år. Her er et lille portræt.

Berømmelse, anerkendelse

Den indledende tekstbid stammer fra ”Chaufførerne” (1996) af rapgruppen Kongehuset. Henning Winther danner i sin tid gruppen sammen med to venner, der også er under uddannelse. Året er 1992, og det er ifølge Winther en svær tid at være rapper i Danmark.

»Da MC Einar slog igennem i ’88, var det som om, alting kunne lade sig gøre. Så døde rap i omkring 7-8 år, hvor intet kunne lade sig gøre. Vi var en lillebitte gruppe af bands, DJs og rappere, der rejste rundt i landet og spillede for helt små publikummer. Vi kendte alle hinanden. Der var ikke en rød reje i det. Hvis vi fik penge til transport, var det en succes,« siger Henning Winther.

I den »lillebitte gruppe« finder man blandt andre Humleridderne, Hvid Sjokolade, Den Gale Pose og Malk de Koijn, hvoraf flere senere kommer til at nyde stor succes.

Kongehuset får aldrig helt fat i det store publikum. Det bliver L.O.C., Johnson og U$O, der kommer til at sætte Aarhus på rap-landkortet. Deres stil er ifølge Henning Winther en modreaktion på Kongehusets.

»Vi havde passet på den her kultur og kæmpet i årevis, men det var ikke os, der høstede frugten. Vi havde dårligt nok udgivet en plade, før der kom en ny generation og overtog. Vi nåede måske berømmelsen, men vi nåede aldrig anerkendelsen,« siger han.

Der er dog noget større på spil.

»Jeg var vildt glad, da Den Gale Pose slog igennem med ”Spændt op til Lir”. Hiphoppen var vigtigere end, at det var os, det lykkedes for. Jeg var også glad for L.O.C.s succes, men jeg undrede mig over, at blandt andre L.O.C. havde så stort et behov for at tage afstand fra det, vi lavede.«

Henning Winther, med kunstnernavnet ”Kong Winther”, i front for Kongehuset. Rapgruppens andet album, "Godt ord igen," bliver i 2001 nomineret til Årets Danske Rap-udgivelse ved Danish Music Awards for. Foto: Privat

Ægte pimp?

Winther har boet i Aarhus i 30 år. Han vokser op i Knebel på Djursland (Djursland har også fostret Tue Track og Kølig Kaj).

»Jeg voksede op på landet. Hiphop var gryende i 80’erne, og jeg syntes, der var noget særligt ved det. Jeg kan ikke forklare, hvordan en landmandssøn faldt for urban musik, men sådan var det. Jeg kommer fra den mest trygge baggrund, man kan forestille sig, men som ung var jeg rodløs og meget søgende, og da jeg fandt hiphop, brugte jeg al min energi på den.« siger Henning Winther.

Hvis man skal tro Kongehusets tekster, var du en rigtig pimp, der dyrkede rigtig meget sex med mange forskellige lækre damer. Var det også tilfældet?

»Nej, overhovedet ikke. Jeg er meget genert som person, og vi var tre stille og rolige studerende, der havde kærester. Det var en fascination af amerikansk rapmusik kombineret med vores egen humor. Vi tog tilgangen til kvinder i amerikansk rap og flyttede den til Aarhus. Joken lå i, at det var dumt. Men publikum var på, når vi rappede om fisse, og vi ville gerne have opmærksomheden, så vi tog stilen til os.«

50-årige Winther tager ikke afstand til den musik, Kongehuset producerer og leverer. På et tidspunkt vil en ung ”Kong Winther” dog gerne noget andet. Det bliver til soloalbummet ”Udsigt til Indsigt” (1998).

»Albummet handlede blandt andet om mit eget liv, om kærlighed, om rapscenen. Om mine oplevelser med at være en del af kultur- og kendislivet. Albummet handlede også om socialt udsatte,« siger Henning Winther.

Det, der ender som ”Udsigt til Indsigt«, skulle have været Kongehusets andet album.

»Men mit band sagde fra. De sagde, at der ikke var nogen, der interesserede sig for det, jeg gerne ville fortælle. De fik ret. Der var ikke noget publikum til det,« siger Henning Winther.

Der var ikke mange købere til Henning Winthers soloalbum "Udsigt til Indsigt".

Aarhus tog det

I årene omkring årtusindeskiftet producerer Henning Winther musik for blandt andre Clemens, Johnny Hefty, Jøden og L:Ron:Harald (”Mæ A Min Kadett” indspilles i Winthers soveværelse«),

Kongehuset udgiver desuden bandets andet og sidste album, ”Godt Ord Igen” (2000), inden Henning Winther som 28-årig ligger mikrofonen på hylden.

Jeg elsker Aarhus, for den er tilpas stor til, at ting kan lade sig gøre og tilpas lille til, at man ikke kan gøre det alene.
Henning Winther

I forhold til sit virke inden for hiphop er Henning Winther ikke mindst stolt af festivalen ”Aarhus Took It.” Han står for festivalen i 12 år. Det første år som en del af et pladeselskab, de resterende 11 som hovedarrangør med puljestøtte fra stat og kommune. ”Aarhus Took It” giver en velkommen påskønnelse i den verden, han længe har været en del af.

»Jeg kunne mærke, at det var mig at være producer og festivalarrangør. Spotlightet var ikke på mig. Jeg ville fremvise dygtige kunstnere, så de kunne få noget eksponering, og folk kunne høre noget fedt musik. Jeg har mere fame i hiphopmiljøet for festivalen end for min egen rapkarriere,« siger Henning Winther.

»Ingen af dem blev«

Den midaldrende udgave af Henning Winther er som tidligere nævnt strategisk byudvikler. Det er den seneste destination i en mangfoldig karriere, hvor Winther blandt andet runder beskæftigelsesforvaltningen i Aarhus Kommune.

»Jeg sad og tyggede rapporter om ungdomsuddannelser og beskæftigelse, og jeg kunne se en enorm sammenhæng i forhold til de unge, jeg kendte fra hiphopmiljøet. Guderne skal vide, at jeg hadede det job, men der var en hel masse ting, der faldt på plads i mit hoved. Det handler jo om sunde interesser og fællesskab i stedet for at hænge ud på gaden og lave noget lort,« siger han.

Jobbet i forvaltningen leder til en ansættelse som projektleder for et nyt initiativ, Rap Akademiet. Det ser dagens lys i 2010, omend der næppe er meget lys i den nedlagte vaskekælder i Bispehaven.

»Jeg var ude at snakke med alle ungdomsskolerne i byen, en masse rappere fra Vestbyen og nogle af de udsatte, jeg kendte. De unge havde en oplevelse af, at der hele tiden kom nogle med penge, men at ingen af dem blev, når et projekt var slut. Jeg var meget opmærksom på, at akademiet skulle være forankret i ungdomsskoleregi,« siger Henning Winther.

Det er ikke svært at rekruttere rappere til at undervise på Rap Akademiet, for »alle rappere har et job ved siden af« og Winther lokker med, at de kan betale deres husleje og samtidig dyrke deres passion.

Visionen om et initiativ, der ikke hurtigt visner, er blevet en realitet. Rap Akademiet lever stadig, nu som en del af UngiAarhus.

Henning Winther har uden at vide det repræsenteret et fællesskab og en interesse gennem hele sit ungdomsliv. Det siger han i hvert fald selv. Foto: Privat

Mesterlære

Efter akademiet følger det, Henning Winther kalder »en håndholdt mesterlære i Gellerup og udsatte boligområder.«

»Jeg blev fisket til at være skoleleder i Gellerup. Jeg var 35 år og havde aldrig haft en fastansættelse. Jeg havde børn og et ansvar. Det var fornuften, der talte, og det er jeg mega taknemlig for i dag. Det var meget lærerigt og trygt,« siger han.

Winthers CV er sjældent langt. Her er tre highlights: Sekretariatsleder for Brabrand Boligforening, »en rotterede på det tidspunkt,« chefkonsulent ved Østjysk Bolig, programchef ved Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.

Er der et link mellem din fortid i rapmiljøet til dit senere arbejde?

»Jeg har hørt sindssyg meget musik med folk, der var udsatte. Jeg har med amerikanske repræsentanter fået tævet ind, at det var hårdt at bo i udsatte boligområder, men jeg har aldrig tænkt over, at det var det, jeg skulle arbejde med. Min vej har været broget og tilfældig. Det er vildt, at min vision var, at jeg bare skulle være rapper, og at jeg nu har en særlig kompetence om udsatte områder.

»Semitrist feminist«

Henning Winther har ikke skrevet raptekster i årevis. Med undtagelse af en lille komposition, der leveres ved sidste års hiphop-festival Amargeton. Her kan man blandt andet høre en ældre udgave af Kong Winther rappe følgende:

»Publikum ville ha’, jeg skulle ligne en toksisk maskulin tosse med en hashrutine. Men jeg’ en semitrist feminist og gabende woke. At præsentere mig som en pimp, det er en dræbende joke.«

Han understreger, at ordet ”semitrist” primært indgår, fordi det rimer på feminist. Det hentyder samtidig til en indadvendt og melankolsk side, lyder det.

Hvordan har du det med at blive 50 år?

»Jeg har det fantastisk. Jeg er i bedre fysisk form, end jeg nogensinde har været. Der opstår også en slags ro. Det kan godt være, at livet nogle gange har været pisse hårdt, men det hele har været berigende.

Henning Winther er far til en pige 19 og to drenge på henholdsvis 17 og 13 år. Den tidligere rapper fylder 50 år den 2. august.