Jonas Vingegaard hyldet på Aarhus Ø
Livreddernes hyldest til Jonas Vingegaard - hejste det gule flag i livreddertårn på Aarhus Ø inden tårnåbning.
Livredderne fra TrygFonden Kystlivredning hyldede her til formiddag den danske Tour-helt Jonas Vingegaard med gule flag i livreddertårnene inden tårnåbningen klokken 10.00. Det gjaldt naturligvis også redderne på Aarhus Ø.
»Mange af vores livreddere er ligesom mange andre danskere blevet ramt af Tour-feberen denne sommer. De fleste af dem har ikke kunnet følge med i livedækningen af løbet, da alle etaper er kørt i vores åbningstid, men selvfølgelig ønsker vi at bidrage til en helt ekstraordinær gul fest onsdag. Derfor flager vi med gult, inden vi reelt åbner livredderposterne, men i de situationer hvor der kan være farlige lokale forhold, flager vi selvfølgelig med rødt. Badegæsternes sikkerhed går foran alt,« siger driftsleder i TrygFonden Kystlivredning, Lasse Serup Jensby.
Øvelser for de små
Denne uge byder måske ikke på oplagt strandvejr, men vandet er stadig lunt og dejligt, og der er rig mulighed for en god og sjov tur i vandet.
Det skriver TrygFonden Kystlivredning i en pressemeddelelse.
Livredderne er på arbejde hver dag og giver gerne gode ideer til, hvordan man kan lege med sine børn i vandet og samtidig lære dem at begå sig bedre i vand:
»I Danmark er vi omgivet af vand, ligesom vi har mange søer, åer og vandløb. Derfor er det vigtigt, at børn lærer at svømme og begå sig sikkert i vand. Og når man er tryg i vand, følger muligheden for en lang række sjove vandaktiviteter med. Vi har derfor udviklet en række vandøvelser, som man kan lege og have det sjovt med, samtidig med at man får rykket børnenes grænser og gør dem mere modige i vandet,« fortæller kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning, Anders Myrhøj, og fortsætter:
»Kig forbi livreddertårnet og tal med livredderne om, hvordan du kan udfordre og udvikle dine børns svømme- og vandfærdigheder. Ved tårnene har vi også skilte med ideer til øvelser og vandlege, og livredderne har et aktivitetshæfte til børnene med forslag til øvelser. Er man ikke til en tur i havet, er vi i Danmark begavet med masser af svømmehaller. Øvelserne kan bruges begge steder, så der er rig mulighed for at træne vandtilvænning hele året og uanset vejret.«
Øvelserne i vandtilvænning er tilpasset børn i alderen ca. 3-12 år