Fortsæt til indhold

Lingerie-butik åbner i Hammel

20. august vil der atter være liv i lokalerne i Østergade 20 i Hammel. Hvor der før var frisørsalon, vil der fremover blive solgt lingerie.

Samfund

Næppe er Salon Christoff i Hammel lukket, før en ny lingeri-butik slår dørene op på samme adresse: Østergade 25.

Navnet er Bea Lingerie, og forretningen åbner 20. august. Der er tale om lingeri i en bred vifte af størrelser - altså også ud over standard-størrelserne. BH-skålene går fra A til O. Dertil kommer natkjoler og pyjamas og desuden en sæbe/shampoo-serie med naturlige ingredienser.

Det er Beatriz Valentinuzzi fra Galten, som står bag. Hun har tidligere ejet to tøjbutikker i Italien og har desuden erfaring fra lingeribranchen her i Danmark, hvilket virkelig kommer hende til gode i den nye forretning.

»For det kræver altså erfaring. Jeg har set så mange komme ind med bh’er, som sidder helt forkert,« fortæller Beatriz Valentinuzzi, som glæder sig til atter at blive selvstændig.

Serviceminded og dygtig

Lejemålet i Hammel er valgt, fordi det ligger tæt på bopælen i Galten, og fordi der ikke er andre forretninger i nabolaget, som har lingeri som hoved-fokus.

Kan en lingeri-butik godt løbe rundt i en by som Hammel?

»Det håber vi. Nu prøver vi i hvert fald, om det kan lade sig gøre,« siger Beatriz’ kæreste, Michael Ebenhardt Kristensen, som bakker om om hendes projekt, fordi:

»Hun er serviceminded og dygtig – en ildsjæl i det arbejde, hun laver. Hun har en enorm omsorg, ordentlighed og omhu. Og så behandler hun alle kunder ens,« siger han og tilføjer, at Beatriz desuden er god til at hjælpe ældre kvinder med at finde det rette undertøj.

Faktisk vil Bea Lingerie forsøge at finde frem til en ordning, hvor Beatriz besøger plejehjem med et udvalg fra butikken. Efter devisen: ’Hvis de ikke kan komme til mig, kommer jeg til dem.’