Her er de mest populære baby-navne i Skanderborg
Flere af de mest populære navne i Skanderborg Kommune er slet ikke med i top-10 på landsplan.
Årets højdespringere på navnebarometeret var i 2021 Oscar og Alma, hvis man ser på hele landet. Men I Skanderborg Kommune er de to navne langt fra at være blandt de mest populære.
Her lander Oscar på en 28. plads – fire nyfødte drenge i kommunen fik sidste år det navne – mens Alma kun lige akkurat er med blandt de 50 mest populære pigenavne. Kun to nyfødte piger i Skanderborg Kommune fik det navn sidste år.
I Skanderborg er det i stedet Alfred, der ligger i top. Det navn fik 11 nyfødte, mens det hos pigerne er Anne, der er topscore. Det navn fik 12 nyfødte piger sidste år. I hele landet ligger Alfred på en femteplads, mens Anna ligger på en 13. plads.
Drengene
Sammenligner man top-10 drengenavne i Skanderborg Kommune med top-10 drengenavne for hele landet, har de to lister kun tre navne til fælles: Alfred, Emil og Arthur.
Tre af de mest populære drengenavne fra Skanderborg er endda slet ikke i top-20 på landsplan, nemlig Anker, Ebbe og Lauge. De tre navn er henholdsvis nummer 6, 8 og 9 i vores kommune, mens de på landsplan ligger som nr. 33, 47 og 32.
Pigerne
Kigger man på top-10 pigenavne i Skanderborg Kommune, er der heller ikke her ret stor overlapning med den tilsvarende liste på landsplan. Igen er der kun tre navne, der går igen: Agnes, Emma og Ida.
Også her er tre af de mest populære pigenavne i Skanderborg sidste år slet ikke med i top-20 på landsplan. Emilie og Lærke er henholdsvis nummer 8 og 9 her i Skanderborg, mens de på landsplan er nummer 45 og 27. Signe, der er det 10. mest populære pigenavn i Skanderborg er end ikke på top-50 på landsplan.