Fortsæt til indhold

Ny folketingskandidat for Enhedslisten i Favrskov

21-årige Lucasia Gregersen afløser Peder Meyhoff, der har valgt at gå på pension.

Samfund
gs

Enhedslisten har fået ny folketingskandidat i Favrskov-kredsen.

Ved det seneste valg var Peder Meyhoff kredsens kandidat, men han har nu valgt at gå på pension og overlade pladsen til yngre kræfter.

Og der er virkelig sket en foryngelse. Den nye kandidat er den 21-årige Lucasia Gregersen. Selvom hun nu bor i Aarhus, er hun alligevel en meget lokal kandidat. Hun er vokset op i Hadsten og har taget studentereksamen på Favrskov Gymnasium. I dag læser hun Offentlig administration på VIA i Aarhus. Inden hun flyttede til Aarhus, var hun medlem af Enhedslisten i Favrskov. Hendes forældre bor stadig i Hadsten, så Lucasia vil have let ved at følge situationen i Favrskov fremover.

»Jeg er meget glad for at overlade pladsen til Lucasia,« siger Peder Mayhoff i en pressemeddelelse, og han fortsætter:

»Lucasia er ung og engageret - som jeg selv var for 50 år siden. Og selv om Lucasia nok bliver yngste kandidat i Favrskov-kredsen, er jeg helt tryg ved, at Lucasia tager over.«

Sundhed og klima

»Jeg interesserer mig for mange forskellige politikområder, men især har sundhedsvæsenet og klimakampen min store interesse,« siger Lucasia. Jeg har selv oplevet de problemer, der er i vores sundhedsvæsen og kan se, at der mangler både hænder og resurser. Jeg ønsker at opruste sygehusene, så den stille flugt over mod de private hospitaler og klinikker bliver bremset.

»Og klimaet skal vi have gjort noget ved. Og det haster. Jeg er træt af, at regeringen længe har siddet så meget på hænderne. Først nu, hvor der snart skal være valg, er de begyndt at blive lidt mere grønne. Men jeg bange for, at den grønne farve falmer igen, når valget er overstået,« fortsætter Lucasia.

Lucasia er transkønnet, og på stemmesedlen kommer der derfor til at stå Lucas Gregersen.