»Den skaber et stærkt sammenhold«: Borger- og Håndværkerforening fylder 100 år
Næste weekend markerer Trustrup Håndværker- og Borgerforening sit 100-års jubilæum ved en festdag midt i byen. Foreningen er et vigtigt samlingspunkt i byen og er for nyligt gennemgået et formandsskifte.
Lørdag den 13. august er en festdag i Trustrup.
Her markerer Trustrup Håndværker- og Borgerforening sit 100-årsjubilæum med en fest ved byens kirke med musik og aktiviteter får både små og store.
Fire timers festligheder fra 11 til 15 kulminerer i koncert i Kulturhuset Stationen.
Ballondyr, børnebagedyst og borgmestertale er blandt andet på programmet for at gøre jubilæumsdagen helt særlig for Trustrup Håndværker- og Borgerforening og ikke mindst byens borgere.
Hvordan foreningen præcist er opstået for (godt) 100 år siden fortaber sig efterhånden i det uvisse - beklageligvis, forklarer tidligere formand gennem 25 år, Ulrik Sinding. Ingen pudsige historier fra foreningens tidlige dage dukker op i erindringen.
»Det er bare en solid forening, der har arbejdet hårdt for byen og borgerne gennem mange år,« fortæller han.
»Den er med til at skabe et stærkt sammenhold i byen. Og den samler byen til en række arrangementer. Selvom ikke alle byens borgere er medlem, så bakker de op. Styrken er nok, at byen bakker op, og borgerforeningens bestyrelse er godt sammensat.«
Flagallé, fjernvarme og Sankt Hans
Ulrik Sinding var oprindeligt selv annonceret som en del af programmet på jubilæumsdagen til at fortælle om foreningens historie. Han har desværre måttet melde afbud, fortæller han. For tre år siden forlod den Trustrup-fødte formandsposten i den nu 100 år gamle forening efter 25 år for bordenden.
»Da jeg startede, handlede det meget om etableringen af Trustrup Varmeværk. Så har det handlet om at samarbejde med Norddjurs Kommune om at gøre vores by attraktiv. Og så har der været nogle store fester som biltræf, juletræsfester og Sankt Hans; gode ting, der samler byen,« fortæller Ulrik Sinding.
Da han trådte tilbage for tre år siden var det for at hellige sig sin egen virksomhed, Djurslands Kloakservice, men også for at give plads til nye kræfter og måder at tænke på, fortæller han.
»Jeg syntes, at jeg havde været der i efterhånden en del år. Selvom det er fint med erfaring, er det godt at få noget nyt blod ind i foreningen. Vi kan også komme til at tænke lidt ensporet. Det var svært at finde nye, og det, der var vigtigt for os, var at opbygge et stærkt sammenhold, når der skal rykkes på noget. Det var vigtigt at få de rigtige ind, og det synes jeg, vi har nu.«
»Så bliver jeg heller ikke yngre. Og at sidde i bestyrelsen i borgerforeningen og for varmeværket og samtidig passe mit arbejde - det kan jeg ikke mere.«
Så en ny bestyrelse blev sammensat og den nye formand hedder Michael Frey, mens den nyvalgte næstformand er Bo Hansson.
»Trustrup Håndværker- og Borgerforening er jo en forening med nogle faste traditioner for at afholde arrangementer. Der er Sankt Hans, der er juletræstænding, og så står vi for den lokale flagallé, ligesom det er os, der forsøger at etablere kontakt mellem kommunen og de lokale i politiske spørgsmål,« siger han.
Fremtidens udfordringer
Den nuværende næstformand ser derfor frem til at markere jubilæet for foreningen - omend lidt forskudt.
»Vi havde egentlig jubilæum i januar-måned, men da var meget af landet lukket ned. Så vi valgte at udskyde det til sommer også for at få vejret med os. Der har været efterspørgsel på nogle aktiviteter på den anden side af corona, så jeg er meget spændt på, hvordan det løber af stablen, og hvor mange, der kommer,« siger han.
»Det seneste arrangement, vores Sankt Hans-fest, kom der omkring 200. Kunne vi blive bare halvdelen til jubilæet, ville det være en succes.«
Både den tidligere formand og den nuværende næstformand peger på, at en hel del af foreningens politiske arbejde i fremtiden vil være at gå ind i planerne om en omfartsvej omkring Trustrup mod Grenaa.
Folketingets partier vedtog sidste sommer, at der skulle anlægges omfartsveje nord om Tirstrup og øst om Trustrup for i alt 320 millioner kroner i 2029. Planer, der har givet anledning til mange spørgsmål fra byens borgere.
»Vi havde et borgermøde i juni om omfartsvejen, hvor borgmesteren fortalte lidt om planerne, så godt han kunne. Det er noget, der fylder lokalt. Sådan en omfartsvej vil jo få betydning. Både for potentielle tilflyttere, men også for de, der bor her nu,« siger Bo Hansson.
»Mange mennesker, der arbejder for Terma i Grenaa, pendler gennem Trustrup og handler ved købmanden på vej hjem. Det vil vi gerne beholde, for nu har vi jo kæmpet for - og delvist selv betalt for - at have købmand i byen. Det er ærgerligt, hvis det skal ødelægges, fordi en vej skal være billig, og man laver en kort omfartsvej lige uden for Trustrup,« siger tidligere formand Ulrik Sinding.
Håbet om børnefamilier
Foruden omfartsvejens potentielle følgevirkninger kæmper den lille by med godt 800 indbyggere, som mange andre steder, på at gøre sig attraktiv for tilflyttere og få flere til byen. Og spørger man næstformand Bo Hansson, håber han også på, at jubilæumsfesten giver genlyd udenfor byen.
»Noget af det, vi interesserer os for, det er bosætning. Befolkningssammensætningen i Trustrup og omegn når en vis alder, og der er ikke bygget nye huse herude i 25 år. I hvert fald ikke rigtig af nytilflyttere. Det er en af de største udfordringer for mig at se. Til de arrangementer, vi laver, er det også oftest deltagere fra den lidt ældre aldersklasse, og der kunne vi godt ønske, der kom flere fra den lidt yngre generation,« siger han.
»Det er også derfor, at vores jubilæumsfest er forsøgt rettet mod børn- og børnefamilier i håbet om, at vi kan få nogle af dem på besøg.«
Selvom der er nok at tage fat på for 100-årsjubilaren i fremtiden, er det næste punkt på programmet altså en fest for byens borgere for de år, foreningen har eksisteret, og som forhåbentlig også fortsat vil spille en aktiv rolle for lokalsamfundet i Trustrup.